Flere køber brætspil: Her er årets bedste

Salget af både nye og gamle brætspil har været stigende i mange år.
Foto: Mikael Trzeciak Mikutajcis

Årets bedste nye brætspil er netop kåret. For tiende år i træk stod Guldbrikken, der er en uafhængig non-profit organisation, for kåringen. Vinderne er fundet blandt 16 nominerede spil, der er en del af de over 400 brætspil, der udkommer om året.

I år blev årets bedste brætspil kåret i kategorierne årets børnespil, familiespil, selskabsspil, voksenspil, kenderspillet og juryens specialpris:

  • Årets børnespil: Cirkus Topito
  • Årets familiespil: Magic Maze
  • Årets selskabsspil: The Mind
  • Årets voksenspil: Azul
  • Årets kenderspillet: Terraforming Mars
  • Juryens specialpris: The Mind

Salget er stigende

Der omsættes for over 250 millioner kroner brætspil årligt. Martin Monrad, der er produktchef hos Arnold Busck og indkøber af blandt andet brætspil, fortæller, at tallet endda er stigende. Især i efteråret og hen mod jul er der for alvor er gang i salget af brætspil.

– Der er generel vækst hele året rundt, men julen fylder rigtig meget, så det er klart der, at omsætningen er størst, siger Martin Monrad.

Det bekræfter Guldbrikken, der på sin hjemmeside skriver, at omkring 60 procent af salget af brætspil foregår i november og december.

Mere åbne over for brætspil

Martin Monrad fra Arnold Busck mener desuden, at folk har fået øjnene op for en bredere gruppe af spil. Det er ikke længere kun er de klassiske brætspil, der bliver solgt.

Så man ser masser af voksne grupper sidde og spille brætspil, fordi det egentlig bare er fedt at mødes om, fordi man bruger hovedet lidt og stadig hygger sig.
Martin Monrad, produktchef hos Arnold Busck

– Det er både de nye, men også nogle af klassikerne, der bliver købt meget. Eksempelvis er UNO og Partners nogle af de klassikere, der stadig bliver solgt rigtig mange af, siger produktchefen fra Arnold Busck.

Hos Arnold Busck er det dog især Det Dårlige Selskab og Hint, der over længere tid har været meget populære blandt danskerne. Af nyere spil er det særligt Azul og The Mind, der begge vandt en eller flere Gulbrikker i 2018, der er blandt de foretrukne brætspil. Martin Monrad har også en forklaring på, hvorfor især nyere brætspil er blevet mere populære.

– De mere moderne brætspil tilfører nogle mekanismer, som gør det mere interessant og sjovt at spille. Så man ser masser af voksne grupper sidde og spille brætspil, fordi det egentlig bare er fedt at mødes om, fordi man bruger hovedet lidt og stadig hygger sig.

Nye brætspil kræver mere engagement

Martin Monrad peger på, at det skyldes en god balance mellem at hygge sig, men at det samtidig er mere krævende at spille brætspil, end det tidligere har været.

– Ældre brætspil som eksempelvis UNO og Ludo er en type spil, der næsten spiller sig selv, siger Martin Monrad.

Ifølge produktchefen kræver et godt brætspil, at man skal engagere sig i spillet, uanset om man spiller alene mod andre, eller om alle deltagere spiller sammen for at vinde. Det er netop det, der ifølge Martin Monrad gør nyere spil mere interessante.

Gå gennem tidslinjen for at se, hvilke brætspil der tidligere er blevet kåret til årets bedste nye brætspil af Guldbrikken herunder:

Sådan gjorde vi: Interessen til denne artikel udsprang af journalistens kendskab til Guldbrikkens årlige kåring af de bedste nye brætspil. Da kåringen fandt sted fredag d. 12 til Kulturnatten i København, kunne journalisten finde vinderne på Guldbrikkens hjemmeside og derefter kontakte Martin Monrad via telefon for at få mere at vide om, hvordan det står til med salget af brætspil.