Party-scanner skal forhindre drugrape

Drinks

Forestil dig en kvinde i en bar. Hun får en drink fra en mandlig gæst og finder en lille scanner frem fra håndtasken. Hurtigt kører hun den henover drinken. Scanneren lyser rødt og afslører, at drinken indeholder narkotika og kvinden takker nej.

Sådan en scanner er firmaet Mercom A/S ved at udvikle i samarbejde med Alexandra Instituttet, der hører under IT-Universitetet i København. De arbejder netop nu på at udvikle et lille apparat, der vil være i stand til at måle, om en drink er blevet ‘drugget’. Det skal virke forbyggende på voldtægter, hvor ofret er blevet bedøvet af stoffer eller sovemiddel.

– I dag findes der ikke et enkelt apparat, som nemt kan tjekke, om der er stoffer i ens drink. Og man kan jo ikke have et helt laboratorium med i byen. Med sensoren kan man på under et sekund finde ud af, om nogen har puttet noget i ens drink, siger direktør for Mercon A/S, Ulrik Merrild, på Alexandra Instituttets hjemmeside.

Hvis du virkelig er så snu, at du ønske at bedøve en person med stoffer, så kan du jo bare finde et stof, som ikke bliver detekteret af den sensor
– Retskemiker, Rune Dupont Birkler

Med i håndtasken
En prototype på sensoren vil være klar til efteråret 2013, og lige nu er forskerne og producenternes største udfordring at få pris, størrelse og sikkerhed i sensorens målinger til at gå op i en højere enhed.

– Vi regner med, at sensoren bliver på størrelse med en tyk kuglepen. Så den kan tages med i håndtasken uden store problemer, siger Jerker Hammarberg, der er forsknings- og innovationsingeniør og en del af det forskerhold, der laver sensoren.

Læs også Voldtægtsofre oplever forskelsbehandling 

Sensoren kan ikke fange alt

Retskemiker, Rune Dupont Birkler, der i samarbejde med Center for Voldtægtsofre i Aarhus har forsket i drugrapes, tvivler på, om sensoren reelt vil kunne forebygge drugrapes.

– Den slags sensorer dækker kun et udvalg af stoffer, så hvis du virkelig er så snu, at du ønske at bedøve en person med stoffer, så kan du jo bare finde et stof, som ikke bliver detekteret af den sensor. Det bliver noget af en udfordring at lave en sensor, der kan teste for alt, siger Rune Dupont Birkler.

Jerker Hammarberg erkender, at sensoren ikke vil kunne måle alle stoffer, men påpeger, at det ofte er de samme slags stoffer, der bliver brugt til drugrapes.

– Et senarie, hvor gerningsmændene tilpasser deres valg af stoffer til ikke at blive opdaget af vores sensor, ligger langt ud i fremtiden. Det er først når sensoren er blevet så populær, at alle har den, at det vil ske, siger Jerker Hammarberg.

Drugrape forekommer sjældent

Mercon A/S håber på at kunne komme til at samarbejde med politiet, hospitaler og diskoteker. Firmaet mener nemlig, at den nye teknologi kan give folk i nattelivet en bedre og mere tryg oplevelse, hvis sensoren bliver brugt som et værn mod stoffer.

Rune Dupont Birkler gør dog opmærksom på, at tilfælde med drugrapes i Danmark ikke er nær så udbredt, som mange tror.

– Medierne giver ofte indtryk af, at drugrapes er noget der sker hver weekend. Men det er altså slet ikke tilfældet, siger Rune Dupont Birkler.

I 2011 modtog Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb 283 henvendelser om voldtægt. Heraf mente ca. 25 procent af voldtægtsofrene, at de havde været udsat for drugrape. Det er en stigning fra 2009-2010, hvor det samme tal var 14 procent, fremgår det af en årsrapport fra 2011 foretaget af Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb.

One Response to "Party-scanner skal forhindre drugrape"

  1. siebken   21. marts 2013 at 17:12

    SEJT NOK! Hvor kan man købe den?