RADIO: Aktive ældre trodser corona

 

Anni Rasmussen er frivillig og instruktør på spinningholdet i Roskilde Ældre Motion. Foto: Siggi Staunsager

 

Af Adrian Bidstrup og Siggi Staunsager

Sved, musik og kaffe.

Disse tre ting er der rigeligt af i Roskilde Ældre Motion, der ligger midt i Roskilde by.

For selvom corona-restriktioner og risikoen for smitte kunne have holdt byens ældre hjemme, har den lokale idrætsforening ikke set en særligt stor nedgang af aktive siden coronaepidemien ramte Danmark. Dette billede genkender DGI, der pointerer at ældre i hele Danmark stadig gerne vil dyrke idræt, men at der pga. kapacitet og logistik selvfølgelig er nogle træningsgange, der er aflyst. 

De aktive medlemmer fra Roskilde Ældre motion hopper dog stadig op på spinningcyklen en gang om ugen. 

– Vi holder ikke op. Når man nu kan komme til spinning på denne her måde bare en gang om ugen i stedet for to gange om ugen, så gør man det, siger Lise Kristensen som er aktiv i foreningen Roskilde Ældre Motion. 

Men hvorfor er det så vigtigt for de ældre at komme i motionscenteret? Det har DGI’s formand for Midt- og Vestsjælland et bud på.

– I en situation som Corona, hvor man kan føler sig utryg og alene, og hvor verden lukker sig sammen, er det rigtig vigtigt, at have nogen man kan snakke med og dele sine bekymringer med. Samtidig er det vigtigt at kunne være aktiv sammen med andre, siger DGI´s formand for Midt- og Vestsjælland Bruno Lundgård Hansen.

DGI: DGI er den næststørste idrætsorganisation i Danmark.

Der er flere end 1,5 millioner medlemmer.

Organisationen er nonprofit og har arbejdet sammen med foreninger i mere end 150 år.

DGI står bag kurser og uddannelser til de mange instruktørere og trænere rundt om i landet.

Der er i dag flere end 6.300 foreninger og 100.000 frivillige i Danmark.

Kilde: DGI.dk

Motionens betydning for de ældre

Udover at man kan være social i idrætsforeningerne, er det vigtigt for de ældre at dyrke motion og holde sig i gang. Derfor er Brian Kobbernagel, der er fysioteraupet ved Sundhedscenter Roskilde, enig med Bruno Lundgård Hansen. Han lægger især vægt på det fysiske aspekt. 

Generelt er det vigtigt for ældre at dyrke motion, fordi de typisk er overrepræsenteret i statistikker over f.eks. hjertekarsygdomme, diabetes, slidgigt og andre kroniske lidelser. Her kan motion have en god forebyggende effekt på forekomst og udvikling, forklarer Brian Kobbernagel og fortsætter:

– Derudover kan det være godt mentalt for de ældre at komme ud og møde andre mennesker og være en del af et fællesskab.

Fremtiden for de ældres motion

DGI ser det som en meget vigtig opgave at sørge for, at det er sikkert for de ældre at dyrke motion. 

– Der er ingen af os, der tror, at Corona går over i løbet af de næste par måneder, så hvis vi ikke finder løsningerne, bliver det et reelt sundhedsproblem for de mange ældre, der er aktive i de forskellige foreninger, siger Bruno Lundgård Hansen. 

Han ser dog positivt på fremtiden, da de forskellige foreninger har fået mange erfaringer under corona.

– De nye coronatider kræver et godt sammenhold, og det kan man bruge fremover. Her gælder det både kreativitet i forhold til anderledes hold og anderledes aktiviteter, siger Bruno Lundgård Hansen. 

Netavisen har besøgt Roskilde Ældre Motion. Hør hvordan det gik:

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.