RADIO: Julestressede danskere afreagerer på butiksansatte

Nu står julen snart for døren, og det betyder, at butikkerne slår dørene op for danskerene, som skal have handlet ind til julesteg, julebag, juleslik og julegaver. Desværre er det ikke altid julestemning, der følger med de travle danskere.

– Det er alt fra, at man kommer med en bemærkning til en anden kunde, til at man decideret bliver meget grov i tonen. Der er også nogen, der har oplevet at få taget fat i kraven eller få kastet ting efter sig. Det er meget forskelligt, men det er alt sammen udtryk for, at kunden gerne vil af med sin utilfredshed, forklarer Merete Hansen, som er arbejdsmiljørådgiver for HK

– Det handler om at turde at stoppe op med sig selv og sige, hvad er det, der er vigtigst for os.
Heidi Agerkvist, privatpraktiserende psykolog med speciale i børnefamiliehverdagen, forældreskabet og parforholdet

Læs også: Psykolog: Dårligt arbejdsmiljø udfordrer julefrokosterne

10 gode tip til at blive den perfekte julekunde

  1. Vent ikke til to minutter før lukketid.
  2. Snak ikke i telefon, mens du bliver ekspederet.
  3. Vær høflig, og send gerne et smil.
  4. Ros medarbejderen, hvis du har fået god service.
  5. Hvis du vil klage over en fejl, så gør høfligt opmærksom på den. Det var ikke ekspedientens hensigt at lave fejlen i første omgang.
  6. Respekter kø-kulturen.
  7. Hvis du fortryder en vare, så giv den til en medarbejder. Lad være med at ligge den på en tilfældig hylde.
  8. Læg varene pænt på båndet med stregkoden opad.
  9. Når du skal bytte en vare, så respekter butikkens bytteregler. Hvis butikken har en politik om ikke at give penge tilbage, hjælper det ikke at hidse sig op.
  10. Ønsk god jul

Kilde: HK

71 % af HK’s medlemmer prøvede i 2015 at blive svinet til af en kunde. Der er dermed tale om et generelt problem, men da der er mere pres på i julen, oplever flere ansatte, at problemet bliver større.

– Nogen gange, så har kunderne allerede kørt sig selv op, inden de går ind. Man er måske kommet for sent på arbejde, og ens barn er helt umuligt. Så ofte er det ikke engang den enkelte medarbejders skyld. Konflikten er nemlig allerede eskaleret, inden kunden er kommet ind i butikken. Når vi så nærmer os julen og den hektiske tid, så sparker det til det, der ellers er i forvejen, forklarer Merete Hansen.

Julen er hjerternes og konflikternes fest

Privatpraktiserende psykolog med speciale i børnefamiliehverdagen, forældreskabet og parforholdet Heidi Agerkvist forklarer, at julen både er hjerternes og konflikternes fest. Det skyldes, at der både er et stort fysisk og psykisk pres på familierne i julen.

– December er en vanvittig måned med mange arrangementer for børn og voksne. Både luciaoptog, julebag, juleklip, julefrokoster, osv. Der er rigtig travlt, og der er meget sukker, meget alkohol og mindre søvn. Der er mange ekstra opgaver, og der er faktisk også et stort økonomisk pres på mange familier i julen. Og oven i det, så er der meget høje forventninger til hinanden, for nu skal vi jo rigtig hygge os alle sammen, forklarer Heidi Agerkvist.

Hun fortæller, at en stor del presset kommer fra ønsket om at gøre det helt rigtigt, både når det gælder traditionerne, men også det at få købt de helt rigtige gaver.

Læs også: Tilbageblik: Det her ønskede vi os til jul som børn

– Når vi ikke får sovet osv., så bliver vi mindre fleksible og dermed mere kortluntede, hvis ekspedienten ikke lige kan fremtrylle den vase, som svigermor har antydet, er det eneste, der dur.

Heidi Agerkvist vurderer derfor, at grunden til, at nogle danskere vælger at afreagere på butiksassistenter, er, at de står nærmest for, når juleindkøbene ikke vil lykkes.

Skru ned for forventningerne

Hvis du vil undgå at blive ramt af julestress, har Heidi Agerkvist et forslag. Opfordringen er at få skruet ned for forventningerne forud for den travle julemåned. Nøgleordet er at turde at sige nej.

– Det handler om at turde at stoppe op med sig selv og sige, hvad er det, der er vigtigst for os. Er der noget vi måske skulle lade være med at gøre, så der bliver mere plads til det, som vi rigtig gerne vil. Man skal turde at sortere i det, i stedet for bare at løbe og tro at man kan nå det hele, forklarer Heidi Agerkvist.

Hør i radioindslaget øverst om, hvad butiksansatte i Roskilde forventer af årets julekunder.

De ansatte optræder anonymt, da deres kontrakter ikke tillader, de udtaler sig om kunder.

Leave a Reply

Your email address will not be published.