Salg af hælervarer er flyttet fra værtshuset til nettet

Foto: Tu, wikipedia
Pas på med at købe dine designervarer, cykel, smykker og elektronik brugt på nettet, da du risikerer at købe stjålne varer, hvis du ikke er forsigtig. Du kan blive sigtet og dømt for hæleri, selvom du ikke ved, at varen er stjålet. Foto: Tu, wikipedia

Før blev det stjålne tv eller guldsmykket solgt på værtshuset, mens salget af stjålne cykler, iPhones og andre tyvekoster i dag er rykket på nettet.

Handel af hælervarer online er stigende, fastslår Thomas Kristensen, presseansvarlig for Rigspolitiet.

– Før sad folk på et brunt værtshus og handlede ulovligt, nu er det klart, at mere og mere foregår på nettet. Det gør det også nemmere for de kriminelle. Det er nemmere for dem at finde potentielle kunder på nettet, siger han.

Læs også: Fragtgebyrer og online “vindueskiggeri” får hver fjerde dansker til at droppe køb på nettet

Han har ikke konkrete tal på, hvor udbredt det er, men han understreger, at stigningen i salg af hælervarer på nettet ikke nødvendigvis betyder, at der sælges flere stjålne cykler, telefoner, designermøbler, smykker, sølvtøj, elektronik og andre hælervarer.

Der handles også ulovligt på Den Blå Avis

– Der er forskellige fora på nettet, der er beregnet til brugte ting og sager. Det er disse steder, man kan regne med, at folk slipper af med de her ting, fortæller Thomas Kristensen.

Blandt andet er Den Blå Avis’ hjemmeside et site, der bruges til salg af hælervarer. Siden har 1,7 millioner månedlige brugere, så det kan være svært at slå ned på, fortæller Sofie Folden Lund, kommunikationsansvarlig for Den Blå Avis. Hun har heller ikke konkrete tal på salget af hælervarer.

Hvis folk åbenlyst burde have regnet ud, at der var tale om hælervarer, at det var for godt et tilbud til at være sandt, så risikerer man at blive sigtet for hæleri
Thomas Kristensen, Rigspolitiet

– Vi har 700,000 månedlige handler, så det er klart, at det finder sted. Men vi har svært ved at kende det præcise omfang, fortæller hun.

Det overrasker ikke Thomas Kristensen, at de ulovlige handler i stigende omfang foregår online:

– Mere og mere af danskernes hverdag flytter over på nettet indenfor alle mulige forhold. Derfor vil handlen med hælervarer også flytte mere derover, end man har set for bare få år tilbage.

Pas på med de gode tilbud

Hvornår er man hæler, og hvad er straffen

  • Hælervarer er stjålne varer som videresælges
  • Man er hæler, hvis man sælger en stjålet vare
  • Man er også hæler, hvis man køber en stjålet vare, selvom man er uvidende
  • Det er ulovligt at hjælpe til ved for eksempel at transportere hælervarer
  • Straffen strækker sig fra bøde til 18 måneders fængsel
  • Ved særligt alvorlige tilfælde kan hæleren få op til seks års fængsel

Kilde: Det Kriminal Præventive Råd

Både Thomas Kristensen og Sofie Folden Lund opfordrer købere til at være opmærksomme, når de handler på nettet.

– Hvis en vare er mistænkeligt lav i pris, eller en sælger ikke er NemID-valideret, kan man anmelde annoncen på vores hjemmeside, fortæller Sofie Folden Lund og tilføjer, at det sker ugentligt.

Den Blå Avis kontakter derefter sælger og råder ham eller hende til at registrere sig med NemID. Dette skal give købere en garanti for, at de er i gang med en sikker handel.

Læs også: Online juleshopping: Sådan undgår du at blive snydt

Thomas Kristensen supplerer, at politiet har svært ved at skelne mellem folk, der bevidst køber hælervarer og folk, der tror, at de har fundet verdens bedste tilbud.

– Hvis folk åbenlyst burde have regnet ud, at der var tale om hælervarer, at det var for godt et tilbud til at være sandt, så risikerer man at blive sigtet for hæleri, siger han.

Halvering af sigtede hælere

Selvom Thomas Kristensen siger, at salg af hælervarer på nettet stiger, er sigtelser i forbindelse med hæleri mere end halveret fra 2014 til 2015 ifølge en årsrapport fra Rigspolitiet. I 2014 blev 3.417 sigtet i hælersager, hvorimod kun 1.511 blev sigtet i 2015.

Sigtede hælere de seneste fire år

  • I 2012 blev 2.304 sigtet for hæleri
  • I 2013 blev 3.221 sigtet for hæleri
  • I 2014 blev 3.417 sigtet for hæleri
  • I 2015 blev 1.511 sigtet for hæleri

Kilde: politi.dk

Thomas Kristensen forklarer, at det ikke nødvendigvis betyder, at handlen med hælervarer er faldende. Tallene kan altså i stedet være tegn på en mindre indsats fra politiets side.

– Det er en prioritering af, hvordan vi bruger vores kræfter bedst i forhold til, hvad vi ellers har af opgaver. Det kan der godt være forskel på fra det ene år til det andet, siger han.

Læs også: Taastrup: Ældre kvinder udsættes for tricktyveri

Ifølge en strategisk analyse fra Rigspolitiet har politiet siden 2011 ellers givet handel med hælervarer ekstra opmærksomhed. Det følger en skærpelse af straffen for hæleri, der trådte i kraft den 1. januar samme år.

Siden 2012, hvor 2.304 blev sigtet for hæleri, er antallet steget indtil 2015. I 2013 var det steget til 3.221.

Fald i anmeldelser

Forhandlere af hælervarer kan også være svære at finde, fordi antallet af anmeldelser er faldet. Faldet af anmeldelser fra borgerne er faldet fra 2.941 i 2014 til 1.157 i 2015, fremgår det af tallene i Rigspolitiets årsrapport.

– Det er de færreste, der henvender sig og fortæller, at de har mistanke om hæleri. Det er ikke et område, der kommer via anmeldelse til os. Det er i høj grad vores egne initiativsager, fortæller Thomas Kristensen.

Folk sigtes ofte for hæleri i forbindelse med politiets opklaring af indbrud.

Læs også: Kirker er et tag-selv-bord for indbrudstyve

Thomas Kristensen tilføjer, at det er svært for politiet at vide, hvor meget der sælges, men at hæleri ikke er blevet et mindre problem, bare fordi antallet af sigtelser er faldet.

– Antallet af sigtelser og anmeldelser siger ikke meget om, hvor stort problemet er. Det er et stort mørketal. Det er langt hen ad vejen kun i det omfang, at politiet sætter en indsats ind på det, at vi får løbet de her sager op, siger han.