Skal vi kunne fortryde, hvad vi skriver?

Det er slut med pinlige situationer og skamfulde øjeblikke. Du kan nu fortryde dine sendte mails på både mobilen og computeren. Foto: Pixabay
Det er slut med pinlige situationer og skamfulde øjeblikke. Du kan nu fortryde dine sendte mails på både mobilen og computeren.
Foto: Pixabay

Vi har alle stået i situationen. Du klikker ‘send’ på en e-mail og ønsker i sekundet efter, at du kunne trække den tilbage. Måske har du lavet en stavefejl, sendt den til en forkert mailadresse eller skrevet noget i vrede, som du hurtigt fortryder.

Google har nu sørget for, at det er sidste gang, det sker.

I 2015 lancerede Google en fortryd-knap, som kunne benyttes i Gmail på computeren. Det sidste nye indenfor området er, at Google i sidste uge annoncerede, at funktionen nu også er tilgængelig i den nye opdatering af Gmail-app’en på mobilen.

Udviklingen går den anden vej, når det kommer til chatten på Facebook. Der skal det gå hurtigt, og du kan ikke redigere. Ved at indføre en fortryd-knap, ville vi objektivt set gå et skridt i den modsatte retning af, hvad vi er gået de sidste 15 år.
Thomas Bigum, Ekspert i sociale medier og foredragsholder

Og det kan der være brug for, mener lektor og forsker i  i e-mail-kommunikation, Anette Grønning. Hun mener, at der er et behov for en fortryd-knap i nogle sammenhænge.

– Jeg observerede i forbindelse med min ph.d.-afhandling i 2006, at nogle medarbejdere på arbejdspladsen læser korrektur i send-bakken. Den nye fortryd funktion til Gmail kan derfor måske være et hjælpemiddel for disse folk.

Et hjælpemiddel til arbejdspladsen

Selvom Anette Grønning forklarer, at der ikke er forskning, der kan dokumentere noget om selve fortryd-knappens brug og effekt endnu, mener hun stadig, at der er et behov, og at fortryd-knappen ville kunne være et tilbud.

– Baseret på de studier jeg har lavet, at folk fortryder, det de sender nogle gange. Det kan jeg se eftersom, de læser korrektur i send-bakken. På det tidspunkt er det bare for sent. Fortrydknappen vil kunne være med til at afhjælpe dem, som har den adfærd, siger hun.

Anette Grønning hævder dog, at der er systemer, som allerede kan det samme som fortryd-knappen, bare på andre måder. For eksempel tilbagekaldelse af en sendt mail i Outlook.

Tilbageskridt i forhold til udviklingen

Thomas Bigum ekspert i sociale medier og blogging og foredragsholder, mener ikke, at fortryd-knap funktionen, som vi ser på Gmail, ville være et skridt i den rigtige retning for Facebook.

– Udviklingen går den anden vej, når det kommer til chatten på Facebook. Der skal det gå hurtigt, og du kan ikke redigere. Ved at indføre en fortryd-knap, ville vi objektivt set gå et skridt i den modsatte retning af, hvad vi er gået de sidste 15 år.

Det forventes ikke, at den nye ‘fortryd’ tilføjelse til Gmail app’en på mobilen vil blive overført til Facebook.

– Det ville være overraskende, hvis Facebook griber den funktion. Facebook har den funktion, at man kan redigere i opslag, mens det i chatten er Instant Messaging, hvor kulturen er, at beskeden skal afsted med det samme. Så må man rette sig selv efterfølgende, hvis man lige mente noget andet, siger Thomas Bigum.