Sundhedspersonalet havde svært ved at tackle vores sorg

15064988_10154414562779230_1237942455_o
Sidsel mistede sin far for snart fem år siden. Der går ikke en dag uden, hun tænker på ham. Foto: Sidsel Schrøder.

Det kan være svært at snakke om sorg – selv for sundshedspersonalet. Det oplevede Sidsel Schrøder, da hendes far blev alvorlig syg og døde 2 år efter af en tumor i hjernen. Her blev hun mødt af et sundhedspersonale, der manglede indsigt i, hvordan de skulle gribe en familie an som var dybt ramt af sorg.

– Vi oplevede meget igennem sygdomsforløbet, at især nogle af de højere stående læger på afdelingerne holdt meget på deres faglighed, og manglende omsorg og det med at lytte til familien, som faktisk kender vedkommende, siger Sidsel Schrøder.

Sygeplejerskerne havde travlt, og vidste ikke altid, hvordan de skulle spørge ind til familien. Lægerne på hospitalet havde svært ved at håndtere, når sorgen førte til frustrationer og hjælpeløshed.

– Man står i en situation, hvor man er meget frustreret. Det var en ting, vi havde indtryk af, de havde svært ved at håndtere. En del af en sorg er jo også, at man ikke selv kan håndtere det, siger Sidsel Schrøder.

– Der kunne helt sikkert godt være mere fokus på det, fordi der stadig er en berøringsangst omkring, hvordan man går til sådan en familie som os. 

Sidsel Schrøder, sagsbehandler hos NaturErhvervstyrelsen, mistede sin far for næsten 5 år siden.

 Ingen hjælp at hente

Derudover blev hverken hun eller hendes bror tilbudt noget hjælp. Sidsel Schrøder og hendes bror var henholdsvis 23 og 26 år da deres far døde. Sidsel Schrøder mener, at havde de været yngre, da deres far blev syg, ville de have fået tilbudt hjælp. Det mener hun ikke kan være rigtigt:

– Jeg synes stadig, der bør været noget, når det rammer den nærmeste familie. Vi er jo stadig børn af en far, det rammer jo uanset, hvor gammel man er, siger hun.

Det var først, da hendes far efter knap 1,5 års sygdom kom på hospice, at familien fik mulighed for at få psykologhjælp. Ellers skulle de selv kontakte deres læge og bede om hjælp.

Sidsel Schrøder kontaktede Børn, Unge & Sorg lidt efter, at hendes far var blevet erklæret uhelbredelig syg. Det var første gang, hun følte, at hun kom et sted hen, hvor de virkelig vidste, hvad det handlede om.

– Jeg sad og søgte på nettet over, hvad jeg selv kunne gøre. Her fandt jeg Børn, Unge & Sorg tilfældigt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og jeg havde bare brug for og snakke med nogle, siger hun, og fortsætter:

– Noget af det bedste har været at møde andre unge mennesker som mig, der har stået i samme situation og forstår ens situation fuldt ud.

Hun fortæller, at det er langt fra alle, der i så tragisk en situation har overskud til selv at række hånden ud efter hjælp.

– Der er rigtig mange, der bliver tabt på gulvet, fordi mange slet ikke har de tanker, når de får sådan noget at vide. De jo slet ikke der, at man selv skal gøre noget. De fleste er sikkert bare gået helt ned og aner ikke, hvad de skal stille op, siger hun.

Læs også: Ny uddannelse skal hjælpe ramte af sorg

Behov for mere viden

Hun mener, at initiativet med det nye nationale sorgcenter er godt, da der er et behov for mere viden om sorg og kompliceret sorg, og hvad forskellen er. Hun mener f.eks., at de praktiserende læger mangler en bestemt procedure, når det gælder sorg.

– De praktiserende læger skal have en bestemt fremgangsmåde, når de får nogle patienter som kommer i lignede situationer. Det er jo ens praktiserende læge, der i bund og grund holder hånd i hanke i forhold til den situation, man står i. De bør have en procedure for, hvordan man griber en familie som os an, siger Sidsel Schrøder.

Hun mener generelt, at der skal mere fokus på, hvordan sundhedspersonalet snakker med efterladte i sorg.

– Der kunne helt sikkert godt være mere fokus på det, fordi der stadig er en berøringsangst omkring, hvordan man går til sådan en familie som os, siger hun og fortsætter:

– Det kræver mod, fordi det er jo at træde meget tæt ind på folk. Men de skal lære, at det er okay at spørge ind.

Hun mener, at det nationale sorgcenter kan være med til at hjælpe unge som hende selv, der er ramt af sorg. Hun mener dog, at det vil komme til at tage tid.

– Det vil komme til at tage tid, fordi det er noget, der skal bygges op. Men jeg håber, de finder en god måde at formidle på og evt. rejse nogle flere afdelinger. Men jeg tror da på, at det er en måde og gribe det an på, fordi det helt sikkert noget, der skal tages mere hånd om, siger hun.

Hun mener, at der er et behov for at udbrede de nationale sorgcentre, da det ikke kun er omkring Århus, Odense og København, der er behov for det.

Læs også: Nyt nationalt sorgcenter skal forberede danskerne på sorg som diagnose

Sorgen går aldrig væk

Sidsel Schrøder modtager i dag ikke længere hjælp, men hun gik i en kortere overgang til psykolog efter hendes fars død. Hun lever stadig med sorgen den dag i dag. Det kan særligt mærkes på dage, som er ekstra specielle i hendes liv.

– Året efter min far døde, der blev jeg mor for første gang. Det er det mest fantastiske i verden. Men det er også noget af det, der gør allermest ondt. Det at man står lige pludselig og ikke har sin far, der kan se alt det, man skal igennem nu i livet, siger hun og fortsætter.

– Jeg tænker på ham hver dag, og det er stadig svært. Men ingen tvivl om det har hjulpet rigtig meget at snakke åbent omkring det, jeg har været igennem. Men sorgen går aldrig væk, siger hun.

Børn, Unge & Sorg åbner dørene op for det nye nationale sorgcenter d. 1 december. Sorgcenteret har til formål at give sundhedspersonalet mere viden om sorg og kompliceret sorg, som skal gøre sundhedspersonalet endnu bedre til at hjælpe efterladte i sorg.

Leave a Reply

Your email address will not be published.