29-årig dømt som mulddyr i hvidvasksag: »Jeg blev snydt af ven«

Endnu en mand sad på anklagebænken for hvidvask i Retten i Helsingør
Foto: Isabelle Lillium

Forrige fredag, da klokken slog 10.45, trådte dommer Hanne Weirup, efterfulgt af to ældre domsmænd, ind i det lille “Retslokale B” i Helsingør Byret med en skyldkendelse i hånden.

Det havde taget dem under ti minutter at votere.

En enig domsret kendte en 29-årig bulgarsk mand skyldig i hvidvask efter straffelovens paragraf 290 a, lød det i skyldkendelsen.

Domsretten havde fundet det tilstrækkeligt bevist, at den 29-årige mand, mod en dusør på 5.000 kroner, havde været “muldyr”, fordi han havde stillet sin bankkonto til rådighed for pengeoverførsler, der stammede fra telefonsvindel.

Med hænderne i skødet, ludende skuldre og med et udtryksløst blik rettet ned mod det lyse træbord foran ham, modtog den 29-årige mand sin dom, idet skyldkendelse blev læst op.

Blot en time forinden havde den 29-årige mand begæret sin uskyld. Han erkendte de faktiske forhold, men understregede over for retten, at han ikke var vidende om, at beløbet, som blev overført på hans konto, var stjålne penge.

Læs også: Falske bankmænd ville svindle 65-årig for 164.000 kroner

Han havde ikke været klar over, at hans ven havde videregivet hans bankoplysninger til en telefonsvindler, forklarede han til anklageren og konkluderede med et opgivende suk:

– Jeg blev snydt af en ven.

Udover dommen for hvidvask skulle domsretten ligeledes tage stilling til, hvorvidt den dømtes opholdstilladelse skulle inddrages.

Men det var ikke muligt på grund af manglende dokumentation fra Udlændingestyrelsen.

Straffen udmåles derfor den 19. december.

Ifølge den dømtes forsvarsadvokat, Kristian Qvist Krüger, ligger strafferammen for mild hvidvask på 20 til 40 dages betinget fængsel.

Snydt af ven

Den 29-årige mand forklarede i retten, at han var blevet ringet op af en ven, som bad ham om at stille sin bankkonto til rådighed, fordi “en ven til ven” havde haft problemer med sin lønkonto. Kort efter modtog den dømte 36.815 kroner på sin konto fra en ukendt kvinde med et danskklingende navn.

Kvinden, der havde overført beløbet, havde kort forinden været udsat for telefonisk kontaktbedrageri også kaldet for “vishing”- en forkortelse af voice-phishing.

En fremmed mand havde den 14. juni ringet kvinden op og udgivet sig for at være “Ole Henriksen” fra politiet, lød det i retten.

Manden påstod, at nogen havde oprettet to kviklån i kvindens navn, hvorfor “pengene nu skulle renses”.

Alt imens han holdt hende hen med snak, overførte kvinden flere mindre beløb til forskellige konti blandt andet til den nu dømtes bankkonto.

Den kriminelle bagmand havde således fået den dømtes bankoplysninger fra den 29-åriges ven, som tidligere havde ringet ham op og bedt ham om vennetjenesten.

Kvinden blev svindlet for i alt 128.000 kroner, men anede uråd umiddelbart efter, hvorfor hun anmeldte sagen til politiet klokken 20:44 samme dag.

For mange er det et godt tilbud om at tjene hurtige penge uden rigtigt at vide, hvad det går ud på. Det er ikke alle, der ved, at det er hvidvask.
Mads Lennert Dahl Jensen, politiinspektør, Nordsjællands Politi

Fakta

  • Svindel over telefonen kaldes for “vishing”, som står for voice-phishing, fordi svindlen foregår over telefonen
  • Ofte vil gerningmanden udgive sig for at være fra politiet eller en bank for at fremstå troværdig
  • Gerningsmanden går typisk efter at narre sit offer til at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger, der giver adgang til ofrets netbank
  • Ældre borgere er ofte særligt udsatte for denne type af svindel

Kilde: Den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

Truet på livet
Den nu dømte 29-årige mand gav i retten et dystert indblik i bagmændenes operation.

Den 16. juni blev han ifølge sin forklaring ringet op af en fremmed mand, der præsenterede sig som “vennens ven”, der nu skulle have overdraget sin løn tilbage fra den dømtes konto. Kort efter blev han samlet op af en ukendt, mørklødet mand, der kørte i en ”dyr bil”, forklarede den 29-årig mand i retten.

Den dømte blev først kørt til den nærmeste hæveautomat, hvor han under tvang hævede maks-beløbet på 20.000 kroner. Herefter blev han kørt til et spillested på Amager i København for at hæve det resterende beløb. Det var i denne forbindelse, at han blev truet på livet, forklarede han.

– Vi skiftede bil på Amager. Da jeg satte mig ind i bilen, sad to yngre mænd, som jeg ikke kendte, på bagsædet. De var havnet i samme situation, og vi var tvunget til at overføre forskellige beløb til hinanden via netbank og MobilePay, forklarede han i retten.

  • Det er især unge mænd i alderen 14 til 24, der lokkes til at være muldyr
      Kilde: Finans Danmark, Epinions-undersøgelse (2020)

Uvidenhed og de hurtige penge frister

Ifølge politiinspektør Mads Lennert Dahl Jensen fra Økonomisk Kriminalitet ved Nordsjællands Politi er der siden 2019 sket en markant stigning i sager om kontaktbedrageri. Derfor er muldyrsvindlen også steget kraftigt de seneste år, forklarer han.

– For mange er det et godt tilbud om at tjene hurtige penge uden rigtigt at vide, hvad det går ud på. Det er ikke alle, der ved, at det er hvidvask, og at pengene for eksempel stammer fra gamle mennesker, som er blevet svindlet. Mange bliver overrasket over, at deres konto ikke må bruges af andre, siger politiinspektør Mads Lennert Dahl Jensen.

Læs også: Rapport overrasker: De helt unge er blevet mere kriminelle

Adspurgt til, hvad politiet gør for at komme bagmændene til livs, svarer politiinspektør Mads Lennert Dahl Jensen, at det er svært for politiet at fange bagmændene og tilføjer:

– Vi møder en mur af tavshed. Desværre er mange muldyr ikke villige til at afsløre bagmændene. Og andre ved selvfølgelig heller ikke, hvem de er.

Sådan gjorde vi: Vi bemærkede, at der figurerede to hvidvasksager på Helsingørs retslisten i uge 44. En Google-søgning viste, at fire unge i alderen 16-24 år var blevet dømt for hvidvask i Retten i Helsingør inden for det seneste år. Vi tog derfor i retten for at overvære retssagen af endnu en ung, der sad på anklagebænken for hvidvask. I den forbindelse talte vi både med forsvarsadvokat og anklager ansigt til ansigt. Herefter interviewede vi politiinspektør fra afdelingen for Økonomisk Kriminalitet ved Nordsjællands Politi Mads Lennert Dahl Jensen telefonisk om den stigende tendens.