Benzindunke, pizzabakker, klapstole, opvaskebaljer: Greve-spejdere har samlet skrald i Bøgehegnet

Nogle af de godt tilfredse Grevespejdere efter at have indsamlet 22 sække med affald til Affaldsindsamlingen 2021. Foto: Sascha Gdowski

Da Grevespejderne iført de karakteristiske kasketter og halsklude og udstyret med skraldeposer i massevis gjorde sit for at hjælpe til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling blev resultatet 22 sække med affald blev samlet i området Bøgehegnet i Greve.

Spejderne fandt alt fra cykellåse til affald fra takeaway. Meget engangsemballage havnede i spejdernes skraldeposer, og netop denne type affald lægger Danmarks Naturfredningsforening et særligt fokus på i år.

Grevespejderne samlede 22 sække med affald

Tirsdag d. 13. april samledes omkring 30 børn og voksne fra Grevespejderne i Bøgehegnet i Greve udstyret med handsker og plasticsække klar til at gøre sit i Affaldsindsamlingen 2021. Efter halvanden time, hvor Grevespejderne bevægede sig nær rådhuset og de beplantede områder bag ved parkeringspladsen, kunne troppen tælle 22 sække med affald op.

Sascha Gdowski, bestyrelsesmedlem i Grevespejderne og mor til fem drenge i spejdertroppen, mener, at børn har godt af at komme ud og samle skrald:

– Det er at gøre børnene bevidste om, at vi har en natur og en planet, som vi skal passe på. Det giver rigtig meget viden at komme ud og se, hvordan andre behandler naturen – det giver rigtig meget refleksion hos børnene, siger hun.

Læs også: Affaldshelte spreder sig som ringe i vandet hele landet rundt: »Det er lysten, der driver værket«

Sascha Gdowski understreger, at det ikke bør være spejdernes ansvar at holde naturen ren:

– Det handler om at få folk til at tage noget mere ansvar. Som mor kan jeg ikke stå inde for, at jeg skal sende mine børn ud for at samle op efter voksne mennesker, der ikke kan opføre sig ordenligt i naturen. Men jeg gør gerne den gerning og viser mine børn de værdier, så de forstår, at det er rigtig vigtigt, at vi behandler vores planet ordentligt, siger hun.

Særligt fokus på engangsemballage

I år har Danmarks Naturfredningsforening oplevet en rekordhøj tilslutning på i alt 185.000 deltagere i den årlige affaldsindsamling.

I år havde Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling et særligt fokus på engangsemballage. Det skyldes ifølge projektleder for Affaldsindsamlingen 2021, Charlotte Juul, at netop denne type affald fylder meget i naturen:

Disse kategorier skal indtastes i Affaldsindsamlingen 2021

  • Antal kilo affald
  • Antal dåser med pant
  • Antal dåser uden pant
  • Antal stykker take away-emballage
  • Antal mundbind
  • Antal cigaretskodder

– Der har altid været rigtig meget af denne her type affald. I år er takeaway-mad jo eksploderet og rigtig mange danskere er begyndt at komme ud i naturen. Derfor har vi en frygt for, at lige den her type emballage er eksploderet som affald i naturen. Vi kan jo ikke gå i naturen, uden at vi ser mundbind ligge på jorden. Vi har fokus på det som en af de kategorier, som vi gerne vil have, at folk registrerer, når de samler ind, fortæller hun.

Hos Grevespejderne kan man nikke genkendende til billedet af de store mængder engangsemballage i naturområder:

– Vi har fundet benzindunke, klapstole, rengøringsmidler, opvaskebaljer, cykel- og knallertlåse – ting, der bare er blevet smidt. Mademballage som pizzabakker, der var nogle mundbind og rigtig meget, som kan karakteriseres som engangsemballage.

Sådan lyder det fra Sascha Gdowski, som var med da Grevespejderne samlede skrald i tirsdags.

Projektleder: Vi sender et signal

Siden 2006 har Danmarks Naturfredningsforening opfordret og inviteret helt almindelige danskere til at bruge deres fritid på at samle skrald i gennemsigtige plasticposer påsat neongrønne mærkater. Charlotte Juul, projektleder for Affaldsindsamlingen 2021, understreger effekten af de frivilliges affaldsindsamling:

– Jo mere vi ser, at folk går rundt og samler affald, og hvis man kommer ud steder, hvor der er rent, så er der en psykologisk ting i os, at så smider vi ikke så meget. Hvis det ligger og flyder allerede, så gør det ikke noget hvis jeg også lige smider det her, for der ligger allerede en masse. Vi sender et signal om, at affald hører til i skraldespanden, og at det er ikke okay at smide det i naturen, fortæller hun.

Læs også: Københavnere betalte en overnatning med skrald

I weekenden finder over 2.000 skraldeindsamlinger sted rundt omkring i Danmark arrangeret af ca. 42.000 privatpersoner.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt Grevespejdernes affaldsindsamling på affaldsindsamlingen.dk. Herefter tog journalisten telefonisk kontakt til opretteren af indsamlingen samt projektlederen for Affaldsindsamlingen 2021. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.