En 22-årig mand er nu anholdt i en sag om bilhærværk på Vesterbro i København. Han blev taget med fingrene i kagedåsen i færd med at knuse en rude i en bil.
– Vi efterforsker sagen som forsøg på indbrud, og vi er i gang med at undersøge, om han står bag flere tilfælde, fortæller Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.
Ifølge vicepolitiinspektøren er der i den seneste tid indgivet flere anmeldelser end normalt angående bilhærværk og bilindbrud på Vesterbro i København.
– Der har både været tilfælde, hvor vinduesviskere er blevet knækket og tilfælde, hvor bilruder er blevet smadret, siger han.
Flere mistænkt
Politiet holder på nuværende tidspunkt øje med en anden person, som de har mistænkt for at have udført hærværk på de parkerede biler i Vesterbros gader.
– Vi eftersøger en anden, som vi har genkendt på video, og som vi mistænker for at have knækket flere vinduesviskere, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard.
Frustrerede borgere
I Facebookgruppen “Det sker på Vesterbro” bliver der dagligt delt både billeder og beskrivelser af diverse oplevelser med bilhærværk og bilindbrud.
En af de borgere, der har været udsat for bilhærværk og som bor centralt på Vesterbro, er Bibi Carlsen.
Hende og tre andre bilejere på samme vej fik sig for nylig noget af en overraskelse, da politiet ringede tidligt om morgenen. De havde nemlig alle biler, der over natten havde fået deres bilruder knust.
Bibi Carlsen ved ikke, om det drejede sig om hærværk eller forsøg på tyveri.
– Jeg har et handikap-kort som det eneste af værdi i den bil, og det var ikke blevet taget, så jeg ved ikke, om der er tale om hærværk eller tyveriforsøg, men er der noget spændende, så tager man det vel, fortæller Bibi Carlsen og kalder situationen træls.
Læs også: Tyve vippede bil om på siden for at stjæle reservedel
Den netop afsluttede påskeferie blev for Yulun Changezi Jaffarson og hendes mand, Qaim Jaffarson, ikke, som de havde håbet. De har også fået smadret deres bil, og Yulun Changezi Jafferson skriver til NetAvisen, at det har påvirket hende meget.
– Jeg følte mig såret og tog det næsten personligt. Hvorfor skulle nogen gøre det ved min bil? Det føltes som misbrug, skriver den rystede Yulun Changezi Jaffarson.
Parret anmeldte hændelsen med det samme, men fordi der ikke blev stjålet andet end servietter fra bilen, har politiet besluttet ikke at gå videre med sagen.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod, da journalisten opdagede, hvor mange borgere på Vesterbro, der på det seneste har oplevet bilhærværk og bilindbrud. Idéen opstod via research på Facebook. Interview med Københavns Politi og Bibi Carlsen er foretaget telefonisk. Interviewet med Yulun Changezi Jaffarson er foretaget pr. mail og oversat fra engelsk til dansk.