Dyrehaven er kendt for dens ældgamle fritstående egetræer, store sletter, fritgående hjorteflokke og et stykke urørt dansk natur. Der har tidligere været et forbud mod at flyve med droner over den gamle have – og op til efteråret er forbuddet blevet forlænget og forsætter frem til udgangen af 2024.
Det er godt for de mange mange hjorte, som i efterårets brunstperiode bruger meget energi. Hjortene bliver nemlig bange for de støjende droner, og bruger derfor energi på at flygte. Og det betyder, at besøgende må kigge langt efter de store dyr.
Forbuddet gør nu, at dyrene ikke behøver at flygte. Og det glæder flere besøgende, som NetAvisen møder i Dyrehaven.
Amalie Stræde og Michael Jacobsen er en del af de mange besøgende, der nyder naturen og roen i de grønne omgivelser.
– Jeg besøger Dyrehaven i forbindelse med min optræning til et halvmarathon, og derudover deltog jeg også i Eremitageløbet for ikke så længe siden, fortæller Amalie Stræde.
Martin Jacobsen besøger ofte Dyrehaven af én simpelt årsag.
– Jeg vælger konsekvent at cykle mod Dyrehaven, så jeg kan se de flotte hjorte. Derfor er det helt på sin plads, at der er det her droneforbud. Folk må flyve med deres droner andre steder, hvor de ikke er i nærheden af dyr.
Amalie Stræde er også enig i, at hvis dette forbud ikke blev fornyet, og hun ikke kan opleve hjortene, så ville det ændre hendes oplevelse i Dyrehaven.
– Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at gå med hjortene så tæt på. Man kommer ligesom lidt tættere på naturen i deres egen omgivelser, som jeg godt kan lide. Hvis hjortene ikke er til at få øje på, ville det selvfølgelig være ærgerligt. Så ville mit besøg bare være som et besøg i alle andre skove, siger Amalie Stræde.
Det har vist sig, at Dyrehavens hjorte bliver stressede af droneflyvning. Selv droner, som flyver i relativt store højder eller langt væk. Det såkaldte droneforbud var kun blevet godkendt af Miljøministeriet til en femårig periode, som snart skulle udløbe.
Hovedstadens skovfoged, som også styrer forvaltningen af hjortevildtet i Dyrehaven, har en klar holdning til droneforbuddet.
– Dyrehaven er jo et sted, hvor der færdes rigtig mange mennesker, og hvis de alle havde drone med, så har vi lige pludselig droner flyvende alle mulige steder, fortæller Jacob Skriver.
Grunden til, at det er vigtigt at få et fornyet forbuddet er, at flere almindelige borgere får droner, som de gerne vil flyve.
Læs også: Biodiversiteten på prøve i landets 3. mest opdyrkede kommune
Et forbud i hjortenes favør
Dyrehaven er kendt for sine mange hjorte, som går frit rundt. Men når efteråret nærmer sig begynder den såkaldte brunst.
Derfor er Dyrehavens skovfoged meget positive over, at forbuddet igen er forlænget og specielt op til efteråret.
I Danmark er der på nuværende tidspunkt tre former for generelle og vedvarende geografiske dronezoner:
-
- Flyvesikkerhedsmæssigt kritiske områder. Disse områder omfatter offentlig godkendte flyvepladser og lægehelikopterpladser.
- Sikringsmæssigt kritiske områder. Disse områder omfatter blandt andet kongehusets residenser, ambassader og militære områder.
- Støjfølsomme naturområder. En række naturområder er omfattet af et forbud mod droneflyvning. Droneflyvning i de ovenstående områder kræver tilladelse fra Trafikstyrelsen.
Kilde: Droneregler.dk
– Det er min klare overbevisning, at det er positivt med en forlængelse af droneforbuddet, siger Jacob Skriver, som er skovfoged i Dyrehaven.
Hjortene lider mere i følsomme perioder, som kan være i deres brunsttid. Når hjorte bliver stressede påvirker det deres krop, og de kan derfor opleve vægttab, hvilket kan påvirke dyrenes yngel. Hvis droneforbuddet ikke var blevet fornyet her til efteråret, mener Skovfogeden, at hjortene ville være stressede.
– Det er dårligt på alle tidspunkter at flyve med droner i Dyrehaven, fordi de stresser vores hjortevildt. Men det er klart inde for brunstperioden, at det ville være dårligt for hjortene at være stressede. Her bruger især handyrene meget energi, og hvis de også skulle flygte fra droner, så skulle de bruge ekstra energi, fortæller Jacob Skriver.
Læs også: Mere natur på skoleskemaet: Nu skal lokale børn lære gennem udekøkken, drivhus og regnvandsbed
Det har altid været forbudt at skræmme eller på anden måde at forulempe eller beskadige dyrene i Dyrehaven – men det er angiveligt gået hen over hovederne på drone-ejerne, som har fløjet om kap over haven.
– Vi har som regel været ret hurtige til at standse folk i at flyve med droner. Og med den her lov kan vi forhindre, at hjortene skulle blive stressede, forklarer Jacob Skriver.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kommer fra research af nye tiltag i Gentofte Kommune. Derfor ringede journalisten til Naturstyrelsen Hovedstaden, som sendte journalisten videre til Skovfogeden i Dyrehaven. Kilderne er interviewet telefonisk og fysisk i Dyrehaven.