Af: Line Schmidt Mouridsen & Camille Landberger
Kærligheden kender ingen alder, og et tal er bare et tal.
Sådan er det i hvert fald for 56-årige socialkonsulent Ditte Ejbøl. Når hun bliver forelsket er det nemlig oftest i yngre mænd, der er halvt så gamle som hende selv.
Ifølge Ditte Ejbøl handler hendes valg af partner om hendes ungdommelige sind, og det falder hende derfor mere naturligt ind at date mænd, der er yngre end hende selv:
– Jeg er meget imod det der Hr. og Fru Danmark. Altså hele ideen om, at når vi har en bestemt alder, så skal vi gøre sådan her og sådan her, og så skal jeg helst sidde med et glas rødvin hver aften, for nej, det kommer jeg ikke til, vel? Giv mig 10 shots en lørdag, så skal jeg nok være med, fortæller hun.
Når kvinder indgår i relationer med yngre mænd provokerer det ofte omverdenen, fordi hun så at sige blæser på konventionerne for hvad en ældre kvinde ’må’ eller ’bør’
Camilla Bruun Eriksen, adjunkt i kulturstudier
“Er det din mor?”
Men for Ditte er hendes dating-præferencer dog ikke uden omkostninger. Ditte bliver ofte mødt med fordømmende blikke, når hun bevæger sig rundt i bybilledet med en yngre partner. Ifølge Camilla Bruun Eriksen, der er adjunkt ved kulturstudier på Syddansk Universitet, er Dittes oplevelse ikke overraskende:
– Når særligt kvinder bliver set skævt til, så er det nok, fordi kvinder især er underlagt nogle virkelig rigide forestillinger om alder, der særligt hænger sammen med skønhed. Kvinder bør jo helst slet ikke ældes, hvis de vil forblive attraktive, hvilket stadigvæk er et must for overhovedet at blive set og hørt. Hvorimod mænd med alderen ofte bliver styrket i deres magtposition gennem forestillinger om for eksempel autoritet og erfaring, forklarer Camilla Bruun Eriksen.
For Ditte Ejbøl er der særligt én skelsættende episode, som hun husker tilbage på, hvor det blev tydeligt for hende, at hendes alder ikke bare var et tal- I andres øjne i hvert fald. For et par år siden var Ditte Ejbøl på en romantisk ferie med sin 15 år yngre partner. I flyet på vej hjem bristede parrets kærlighedsboble mødet med flypersonalet.
– Jeg havde brækket benet, så derfor var der problemer med at komme op i flyveren. Piloten henvender sig så til min kæreste og spørger ham; ”Er det din mor?” Dér gik det virkelig op for mig, at dét, som jeg syntes, var det ideelle forhold, synes andre var mærkeligt, fordi der var en aldersforskel. Aldersforskellen bemærkede jeg jo ikke til dagligt, så den kommentar ramte mig faktisk rigtig hårdt, fortæller Ditte Ejbøl.
Læs også: Præst: Moderne dating presser kærligheden
Alder er (ikke) bare et tal, mener ekspert
Ditte Ejbøls oplevelse er ikke enestående. Ifølge Camilla Bruun Eriksen er det ikke unormalt at blive mødt med fordomme, når man bryder med den gængse forestilling om parforhold. Det udfordrer nemlig vores syn på kærlighed og intimitet. Camilla Bruun Eriksen påpeger, at samfundet har en forestilling om at modne kvinder, udelukkende på baggrund af deres alder og køn, har mindre at byde på. Det er fordi, de opfattes som mindre magtfulde og mindre attraktive, mener hun.
– Når kvinder indgår i relationer med yngre mænd provokerer det ofte omverdenen, fordi hun så at sige blæser på konventionerne for hvad en ældre kvinde må eller bør, og ikke mindst fordi vi er langt mere vant til at se den omvendte relation. Ofte vil folk spørge ”Hvad kan den ældre dog tilbyde den yngre i det her ’ulige’ forhold?”, siger Camilla Bruun Eriksen.
Sexolog: Kærlighed er mere end det vi ser på tv
Vi vokser op med fortællingen om den altid sexede skuespiller George Clooney, der ligesom god vin bliver bedre med alderen, mens skuespillerinder som Jennifer Lawrence bliver castet til ‘mor rollen’, når hun bliver 30 år. Men det billede er ved at krakelere nu. Det mener Sara Skaarup, der er sexolog. Ifølge hende ser vi netop i disse år en ny tendens til, at flere kroppe og aldre bliver portrætteret i mainstreamkulturen.
– Det er kvinder i 60-70 års alderen, man nu kan se som lingeri-reklamemodeller og i make-up reklamer. Det er en forandring, vi ser, da der tidligere har været en form for monopol på det erotiske udtryk, som har været forbeholdt yngre kvinder, siger Sara Skaarup.
Hun mener, at de nye generationer er med til at gøre op med den gængse popkulturelle forestilling om kærlighedsrelationer. Hun vurderer derfor, at fremtiden ser lys ud for alle former for kærlighedsrelationer og par-konstellationer, så længe vi har et åbent sind:
– Det handler om, hvordan vi opfører os, når vi så møder disse relationer. Altså hvis vi kan formå at være åbne i mødet med nogle, der for eksempel får en yngre kæreste, så handler det om at være nysgerrig og spørge ind, i stedet for at nikke i situationen og så bagtale dem bagefter, siger Sara Skaarup.