Fra børnekorkbælte til OL: ”Det er en barnedrøm, der går i opfyldelse”

Elisabeth Sabroe Ebbesen kunne ikke lade vær med at smile, da hun havde kvalificeret sig til OL. Foto: SvømDanmark

Fra de blå svømmebaner i Gentofte Svømmeklub til den internationale olympiske scene i Paris. For Elisabeth Sabroe Ebbesen er drømmen nu blevet til virkelighed. Det hele begyndte for Ebbesen, da hun var et barn, der elskede vand.

Den 22-årige svømmer kunne ånde lettet op tirsdag d.16. april, da Danmarks Olympiske Komité afslørede, at hun havde kvalificeret sig til sit første OL, skriver Elisabeth Sabroe Ebbesen. Hendes navn vil blive skrevet ind i Danmarks olympiske historie som en del af holdet, der skal konkurrere i stafetten 4×100 meter fri.

Det er en barnedrøm, der går i opfyldelse, det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille og begyndte til svømning”
Elisabeth Sabroe Ebbesen, elitesvømmer og OL-debutant

Tidligere har Ebbesen deltaget i EM, hvor hendes præstationer inkluderede en EM-finale og EM-semifinale. De imponerende bedrifter blegner dog i forhold til betydningen af hendes olympiske udtagelse.

– Jeg tror stadig ikke helt, at det er gået op for mig, at jeg skal til OL. Det bliver stort at deltage i OL sammen med verdens bedste svømmere og de bedste atleter indenfor andre sportsgrene, siger Elisabeth Sabroe Ebbesen.

For Ebbesen markerer OL-deltagelsen ikke blot en milepæl, men snarere begyndelsen på nye ambitioner og målsætninger. Hun drømmer om individuel OL-kvalifikation næste gang, for i år har hun udelukkende kvalificeret sig til hold konkurrencen i 4×100 meter fri. Svømmeren ser også frem til at repræsentere Danmark ved EM og VM, hvor hun håber på at levere stærke resultater.

Danske svømmere til OL 2024

  • Elisabeth Sabroe Ebbesen, 4×100 meter fri
  • Helena Rosendahl Bach, 200 meter butterfly
  • Julie Kepp Jensen, 50 meter fri og 4×100 meter fri
  • Thea Blomsterberg, 200 meter brystsvømning og 4×100 meter medley (brystsvømning)
  • Signe Bro, 4×100 meter fri og 4×100 meter medley (fri)
  • Schastine Tabor, 4×100 meter medley (ryg)
  • Martine Damborg, 4×100 meter fri og 4×100 meter medley (butterfly)

Kilde: Danmarks Olympiske Komité

Fra drøm til forbillede

Ebbesens deltagelse ved OL demonstrerer, at store drømme er opnåelige gennem dedikation og hårdt arbejde.

– Det er en barnedrøm, der går i opfyldelse, det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille og begyndte til svømning, siger Elisabeth Sabroe Ebbesen.

LÆS OGSÅ: Kvindelig racerstjerne: »Når jeg tager hjelmen på, er jeg racerkører – ikke en pige imod en masse drenge«

Spørger man svømmeklubbens klubchef, Christian Toft, er hun et forbillede for mange.

– Det har stor betydning for Gentofte Svømmeklub, når en af vores egne kvalificerer sig til OL. Elisabeth har haft hele sin svømmeopvækst i Gentofte, så derfor er hun en rollemodel for især vores unge svømmere. Hun viser også, at selv de helt store drømme er indenfor rækkevidde, hvis bare man vil det nok, siger Christian Toft.

Tidligere har klubben haft æren af at sende svømmerne Clara Rybak-Andersen og Lotte Friis til OL.

Sådan gjorde vi: Journalisten læste i en pressemeddelelse fra Danmarks Olympiske Komité, at der var udvalgt syv svømmere til OL i 2024, herunder en lokal svømmer fra Hellerup. Journalisten kontaktede Elisabeth Sabroe Ebbesen på Instagram, og skaffede et interview. Herefter interviewede journalisten klubchefen i Ebbesens svømmeklub.

Leave a Reply

Your email address will not be published.