I Danmark er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerboliger steget for første gang i 8 måneder. Mellem juli og februar faldt priserne 8 måneder i træk, men nu er den negative udvikling vendt. Det viser de seneste tal fra Boligsiden.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse er steget med 1,16 procent – fra 15.983 til 16.169 kroner.
Prisstigningen for ejerlejligheder er 0,64 procent – fra 31.741 kr. til 31.944 kr. pr. kvadratmeter.
Det har flere årsager, forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos den danske boligportal Boligsiden.dk.
– På inflationstallene ser det ud til, at priserne ikke stiger lige så kraftigt. Nu har vi lige fået overenskomsten stemt igennem, så vi behøver heller ikke se ind i en storkonflikt. Folk har nogenlunde styr på, hvad de kan se ind i i forhold til deres lønninger. Umiddelbart ser det også ud til, at energipriserne ikke stiger ligeså meget – der er lidt bedre styr på dem, siger hun.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Nedgang i boligpriser skyldes ikke finanskrisen
Flere familier kaster sig ud i boligkøb
Derfor begynder flere familier at få mod på at kaste sig ud i boligkøb, vurderer Birgit Daetz.
– Almindelige husholdninger begynder at få et bedre overblik over deres liv. Det giver også større optimisme til at kaste sig ud i boligkøb. Jeg tror, mange tænker: ’Det kan vi altså godt kaste os ud i, det der med boligkøb’, siger hun.
»Normalt stiger priserne til foråret«
Folk skal imidlertid ikke bare kaste sig hovedkulds ind i et boligkøb, lyder anbefalingen fra Birgit Daetz. Den erfarne boligøkonom forventer nemlig ikke, at priserne »stiger ind i himlen«.
Faktisk forventer Daetz, at boligpriserne topper i april-maj måned, men kan derefter falde resten af året, ligesom de gør hvert år:
– Normalt stiger priserne til foråret, og det er også tilfældet nu. Sidste år toppede priserne i april-maj og så er de faldet en del siden da, siger hun.
Boligprisfald i tal (villaer & rækkehuse / ejerlejligheder) – juni 2022 til marts 2023
Gennemsnitlig kvadratmeterpris i Danmark:
- Juni 2022: 17.875 kr. / 35.792 kr.
- Juli 2022: 17.704 kr. / 35.280 kr.
- August 2022: 17.602 kr. / 34.656 kr.
- September 2022: 17.375 kr. / 34.059 kr.
- Oktober 2022: 17.086 kr. / 33.368 kr.
- November 2022: 16.687 kr. / 32.857 kr.
- December 2022: 16.238 kr. / 32.287 kr.
- Januar 2023: 16.062 kr. / 31.995 kr.
- Februar 2023: 15.983 kr. / 31.741 kr.
- Marts 2023: 16.169 kr. / 31.944 kr.
Kilde: Boligsiden.dk
»Prisfald kommer ikke til at udvikle sig helt så slemt«
Boligøkonomen er dog samtidig overbevist om, at prisfaldene ikke »kommer til at udvikle sig helt så slemt som forventet«.
Birgit Daetz mener nemlig, at det værste prisfald blev overstået i 2022.
– Jeg tror ikke, det kommer til at gå helt så galt i 2023. Kigger vi tilbage på, hvordan det er gået det seneste år – fra marts sidste år og til nu – har der været et prisfald på rækkehuse på 8 procent og 9-10 procent på ejerlejligheder. Der har været et kæmpe prisfald, men med de tal, vi har nu, kan vi se nogle indikationer på, at priserne ikke kommer til at falde så meget, siger hun.
»Det er allerede sket«
Samme vurdering kommer fra Nationalbankens økonom Asbjørn Klein. Nationalbankens prognose fra marts 2023 lød ellers på et fald i de gennemsnitlige boligpriser på det danske boligmarked på 9,4 procent.
Det høje tal skyldes imidlertid ifølge Asbjørn Klein, at man i regnestykket medtog en forholdsvis stor del af 2022 – den periode, hvor prisfaldet var værst.
Læs også: Snart kan du drømme sødt i en containerbolig i Roskilde
Nationalbankens skøn dækker ifølge Asbjørn Klein imidlertid over den forventede gennemsnitspris i 2023 sammenlignet med gennemsnitsprisen i 2022. Ser man blot på udviklingen i 2023, er faldet mindre:
– Vi forventer et prisfald på omkring 6 procent i løbet af 2023, hvilket er mindre end det fald, der skete i løbet af 2022. De 9,4 procent stammer derfor i høj grad fra det prisfald, man så i 2022. Så en stor del af det er allerede sket, siger Asbjørn Klein og forklarer årsagerne til prisfaldet:
– Realkreditrenten er steget fra godt 1,5 procent i begyndelsen af 2022 til 5 procent i 2023. Hvis renten er lav, må du låne mere, og hvis renten er høj, må du låne mindre. Det begrænser, hvor meget folk rent faktisk kan give og byde for en bolig, siger han.
– Den kraftige inflation: Prisstigninger på alt, gør, at folk har færre penge mellem hænderne til at bruge på boliger. Vi tror, at inflationen falder i de kommende år, men den kommer stadig til at ligge på et noget højere niveau end vi har set i de seneste 10 år, siger Asbjørn Klein.
– Der har været et fald i handelsaktiviteter – der bliver simpelthen solgt færre boliger. Efterspørgslen på boliger er faldet samtidig med, at antallet af boliger, der bliver sat til salg er stigende, afslutter han.
Boligpriserne faldt ifølge Boligsidens Markedsindeks i 2022 6,4 og 6,3 procent for henholdsvis villaer/rækkehuse og ejerlejligheder.
Sådan gjorde vi: Ideen kom fra en artikel om faldende boligpriser fra Sjællandske Nyheder tilbage i November 2022. Vi kontaktede Boligsiden.dk og fik de seneste nøgletal vedrørende boligpriserne og indså, at boligpriserne var steget for første gang i 8 måneder. Dertil fandt vi, at Nationalbanken forudså et prisfald på 9,4 procent i 2023. Disse tal forelagde vi kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz fra Boligsiden og økonom Asbjørn Klein fra Nationalbanken, som reagerede på dem.