Wrrooom… Lov tvinger elbiler til at larme

I 2019 skal alle el- og hybridbiler udstyres med en kunstig motorlyd for at øge trafiksikkerheden. Foto: Håkan Dahlström, Flickr
I 2019 skal alle el- og hybridbiler udstyres med en kunstig motorlyd for at øge trafiksikkerheden.

Foto: Håkan Dahlström, Flickr

Den Europæiske Union har vedtaget en lov, der kræver, at alle el- og hybridkøretøjer skal have monteret en kunstig lyd, så de ikke kører lydløse rundt på vejene. Elbilerne skal fremover larme ligeså meget som andre biler, så fodgængere og cyklister kan høre dem.

Den kunstige lyd skal fungere som et varselssystem for andre trafikanter og på den måde øge trafiksikkerheden. Systemet kaldes AVAS og skal senest installeres i bilerne den 1. juli 2019.

Det skriver EU i forordningen.

AVAS-systemet skal generere en kunstig motorlyd, når bilerne kører langsommere end 20 km. i timen, og når de bakker. Den kunstige motorlyd slukker igen, når bilerne kører hurtigere end de 20 km. i timen, fordi bilen ved højere hastighed automatisk vil larme på grund af dækstøj.

Det er klart, at det vil øge trafiksikkerheden, hvis elbilerne får installeret en kunstig lyd og derfor ikke kører lydløse rundt i gaderne
Torben Holm Pedersen, senior teknologispecialist

AVAS-system vil øge trafiksikkerheden

I 2010 lavede National Highway Traffic Safety Administration en undersøgelse, der viste, at risikoen for at elbiler kolliderer med fodgængere og cyklister er dobbelt så stor sammenlignet med ulykkesrisikoen for sædvanlige biler.

Senior teknologispecialist Torben Holm Pedersen mener, at et AVAS-system i elbiler kan være med til at mindske risikoen for trafikulykker. Torben Holm Pedersen påpeger dog, at der både er fordele og ulemper ved AVAS-systemet.

– Det er klart, at det vil øge trafiksikkerheden, hvis elbilerne får installeret en kunstig lyd og derfor ikke kører lydløse rundt i gaderne, men det giver samtidig en risiko ved øget støjforurening, og en af de ting der er gode ved elbiler er jo netop, at de ikke støjer lige så meget som andre biler, siger Torben Holm Pedersen.

Læs også: Elbilerne skal igen parkere gratis i København

Cyklistforbundet og Dansk Blindesamfund bakker op om AVAS-systemet

Dansk Blindesamfund har længe talt for, at alle el- og hybridbiler burde udstyres med et AVAS-system. Derfor er man meget tilfreds med loven.

– Vi er rigtig glade for, at EU nu vedtager regler om et lydsystem på bilen, der gør det muligt for  svagtseende at registrere elbilerne, siger John Heilbrunn, som er næstformand i Dansk Blindesamfund.

Cyklistforbundet bakker også op omkring loven om AVAS-systemet.

– Det er selvfølgelig også hensigtsmæssigt, at bilerne ikke larmer, så det er ikke nogen helt let problematik, men i sidste ende bør trafiksikkerheden være højeste prioritet, og derfor synes vi, at det er en god idé med den kunstige lyd, siger pressechef i Cyklistforbundet Jan Thane.

Læs også: Det går skidt for elbilerne

Kritik af AVAS-afbryderen

Selvom John Heilbrunn fra Dansk Blindesamfund er begejstret for loven om det påkrævede AVAS-system i elbiler, er han dog skeptisk overfor systemets omskifter.

– Problemet med loven er, at det er tilladt at have en switch-afbryder i bilen, så føreren kan slå den kunstige lyd fra, og det er vi meget kede af, siger John Heilbrunn.

AVAS-systemet bliver automatisk tilkoblet, hver gang bilen startes, men John Heilbrunn er bange for, at mange bilister vil slukke for den kunstige lyd, fordi de ikke finder den nødvendig.