Denne kommune har den laveste ledighed i Region Hovedstaden

Jobcentret i Allerød Kommune er placeret i samme bygning som rådhuset. Foto: Mie Ravnholt Petersen

Syd for Hillerød og nord for Egedal ligger Allerød Kommune, og her er lav ledighed efterhånden en selvfølge.

Allerød Kommune har i årene 2013 til 2023 haft den laveste ledighed blandt alle kommuner i Region Hovedstaden. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Professor understreger dog, at der er flere faktorer, man bør være opmærksom på, når snakken falder på ledighed.

Kommunen er ikke alene om det

Professor i arbejdsmarked- og samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet Bent Greve ser flere grunde til, at netop Allerød Kommune lykkes med den fortsatte lave ledighed.

– Helt generelt er kommuner med lav ledighed et udtryk for, at kommunen har veluddannede borgere, som er sikret beskæftigelse og en stabil indkomst, lyder det fra professoren.

Men Bent Greve gør også opmærksom på, at det ikke alene er Allerød Kommunes fortjeneste, at ledigheden for tiende år i træk er den laveste i Region Hovedstaden.

– Allerøds geografiske placering tilbyder borgerne i kommunen en lang række jobs i Hovedstadsområdet, derfor er Allerød Kommunes placering i landet også afgørende i forhold til den lave ledighed i kommunen, konstaterer Bent Greve.

Professor Bent Greve gør dog opmærksom på faren ved at overfortolke procenterne, da Allerød rent indbyggermæssigt er en mindre kommune.

Læs også: Talforvirring: Integrationsindsats giver flere unge i ledighedsstatistikken

Jane Gottlieb Svendsen, der er jobcenterchef i Allerød Kommune, fortæller, at rammevilkårene i kommunen selvfølgelig er med til at nedbringe ledighedsprocenten.

Men centerchefen er også overbevist om, at det massive jobfokus, hvor jobkonsulenterne møder borgerne i øjenhøjde, er der, hvor kommunen for alvor vinder.

Vi er vedholdende i forsøget på at sætte ledige i job, og den vedholdenhed tror jeg, har en stor effekt
Jane Gottlieb Svendsen, jobcenterchef Allerød Kommune

Udover det massive jobfokus fortæller jobcenterchefen, at kommunen har et rigtig godt samarbejde med de private virksomheder i kommunen.

Læs også: Lav ledighed og masser af jobs i Furesø: »Rigtig mange arbejdsgivere beder om hjælp til af få rekrutteret«

Mindre overblik over ledighed i de forskellige kommuner i Region Hovedstaden

– 1,4 % Allerød
– 1,7 % Egedal
– 2,2 % Gentofte
– 3 % Frederiksberg
– 3,5 % København

Kilde: Danmarks Statistik

Formand er stolt

Jesper Holdflod Pallesen (A), der er formand for Sundheds og Beskæftigelsesudvalget i Allerød Kommune, anerkender de socioøkonomiske forudsætninger, Allerød Kommune har.

Dog synes han stadig, det er værd at dvæle lidt ved kommunens lave tal, når det kommer til ledighed.

– Vi skal naturligvis tage højde for de forskellige faktorer. Men vi har stadig lavere ledighed end vores nabokommuner, som har en tilsvarende socioøkonomi, og det er vi selvfølgelig stolte af, siger Jesper Holdflod Pallesen (A).

Sådan gjorde vi: Journalisten tog udgangspunkt i nye statistikker om ledighed på Danmarks Statistiks hjemmeside. Derefter kontaktede hun en professor i arbejdsmarked- og samfundsøkonomi samt en politiker og jobcenterchef fra kommunen. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.