Engelske togselskaber til DSB: Hjælp os!

Virgin Trains er trætte af fodboldvold. Nu er de begyndt at bruge et dansk dialogkoncept. 
Kilde: Virgin Trains

Virgin Trains i England har efter dansk forbillede valgt at søsætte et dialog-projekt, som skal forebygge fodboldhærværk.

– Britiske politimænd og folk fra de britiske jernbanemyndigheder besøgte DSB i 2018 for at se, hvordan man håndterer fans. Jeg ved, at politiet og togselskaber arbejder sammen om de nye tiltag i England, siger Owen West, vicepolitikommissær i West Yorkshire Police i England.

DSB bekræfter, at man har givet vejledning til andre lande.

– Ja, englænderne var på besøg i kampen mellem FCK og Brøndby i maj. De ville gerne se, hvordan vi håndterede kørsel med fans, og generelt hvordan hele vores koncept fungerer, siger Leif Fabrin, der er områdechef for togdriften i DSB.

I DSB har man haft stor succes med konceptet, hvor man før konceptet havde udgifter på 10 millioner til hærværk. Året efter konceptet begyndte var udgifterne minimale.

Læs også: Fodboldvold: Nudging løste hærværkshelvede i fodboldtoge

Og det er ikke kun England, der har efterspurgt den danske hjælp.

– Vi har også haft besøg fra Schweiz, som også var med ude at se, hvordan vi håndterede fansene. Vi blev også inviteret til en stor konference i Stockholm, hvor vi var oppe og holde oplæg, siger Leif Fabrin.

Meningen med dialog konceptet er, at man møder fodboldfans med et smil fremfor med en hård tone. Det skal gøre fodboldfansene venligt stemt overfor personalet.

Læs også: Engelske fodboldbøller tackles med smil og charme fra Danmark

I DSB er stoltheden tydelig at spore.

– Vi er rigtig glade for, at vi kan bidrage med vores store erfaring på området til andre togselskaber, siger Leif Fabrin.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Virgin Trains. 

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen udsprang af journalisten interesse for fodbold, samt tidligere artikler omkring selvsamme emne. Alle kilder er interviewet over telefon.