Flere studerende spænder hjelmen

De 20-29 årige kommer oftest til skade på cykel.
Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

Cyklen er de studerendes fortrukne transportmiddel, men mange glemmer at spænde cykelhjelmen, når de hopper op på jernhesten. Derfor har Rådet for Sikker Trafik siden 2015 besøgt en række videregående uddannelser for at sælge billige cykelhjelme. Et projekt, der ifølge Michelle Laviolette, senior projektleder fra Rådet for Sikker Trafik, har været en stor succes:

– Vi har heldigvis oplevet en stigende interesse fra de studerende siden 2015. Det er vigtigt at få flere unge til at bruge cykelhjelm, da kun 22 % af de 16-25 årige bruger cykelhjelm.

Succesfuld kampagne 

Kampagnen har i år solgt omkring 2000 hjelme i hovedstadsområdet. En hjelmtælling i 2016 viste, at andelen af studerende, der cyklede med cykelhjelm, var steget fra 31 %, før Rådets besøg, til 42 % efter. De studerende har i år måtte sætte 150 kroner af deres SU til side for at få fingrene i en cykelhjelm. Ved kampagnens start var prisen pr. cykelhjelm 50 kroner.

– I 2015 var vi meget usikre på, om vi kunne få solgt hjelmene. Derfor startede vi med at indkøbe 300 hjelme og satte prisen lavt. De blev udsolgt på få timer, siger Michelle Laviolette

Prisstigningen har, ifølge Rådet for Sikker Trafik, været nødvendig for, at de kunne fortsætte projektet, som er afhængigt af sponsorer.

LÆS OGSÅ: Københavnske cyklister utilfredse med parkeringsmuligheden  

Gymnasieelever er svære at nå 

I år har kampagnen blandt andet været forbi Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Campus Carlsberg. Kampagnen har været rettet mod studerende på videregående uddannelser, hvorimod andre unge på eksempelvis de gymnasiale uddannelser må kigge langt efter en billig cykelhjelm:

– Vores primære målgruppe er de universitetsstuderende. Vi oplever en modenhed og en interesse fra dem, som vi ikke finder hos gymnasieeleverne. Gymnasieeleverne er også vigtige, men de er en svær målgruppe at nå. Jeg synes, at det er fint at starte ud med den nemme målgruppe, siger Michelle Laviolette.

Dermed er det kun et lille udsnit af de unge mellem 16-25 år, der får gavn af kampagnen. Rådet for Sikker Trafik forsøger dog at få fat i de unge, inden de starter på gymnasiet gennem deres kampagne: ’Nederen Forældre’, der har fokus på forældrenes ansvar for, at børn mellem 11-15 år cykler med cykelhjelm.

LÆS OGSÅ: Mandag morgen har du størst risiko for at ryge i svinget 

Forfængeligheden har overtaget

 Rådet for Sikker Trafik undersøgte forud for kampagnens start, hvorfor mange unge fravælger at spænde hjelmen. Det er primært forfængelighed og finanserne, der holder dem tilbage.

Studerende ved Roskilde Universitet, Mathias Bjørn Petersen, greb muligheden for at kapre en billig cykelhjelm, da kampagnen lagde vejen forbi RUC.

– Tidligere brugte jeg ikke cykelhjelm, nok mest fordi man ikke ser så godt ud. Jeg har dog cyklet med cykelhjelm i nogle år nu, men valgte at købe en ny, fordi den var billig, og min gamle var rimelig medtaget, siger Mathias Bjørn Petersen. 

Mathias er ikke den eneste, der nu vælger sikkerheden over forfængeligheden. Da Rådet for Sikker Trafik begyndte at lave hjelmoptællinger i 2004, var det kun 6 % af byboerne, der cyklede med cykelhjelm. I dag er tallet steget til 35 %. Rådet peger på, at blandt andet udvalget af cykelhjelme har haft betydning for den markante stigning.