»Jeg havde glemt, hvad min kæreste hed til efternavn«

Artiklen er redigeret d. 10/3 2022. Kildens efternavn er fjernet.

Smagen er næsten det værste. Som en blanding af jern og syntetisk rengøringsmiddel, der på trods af kvalmemedicinen får maven til at vende og dreje sig.

Kvalmekilden hænger på et sølvfarvet metallisk stativ, der rejser sig som en tynd stang med fire kroge i toppen. Én til hver af de fire gennemsigtige poser. Den første indeholder bare saltvand. Så kommer kemoen i to omgange. Og til sidst saltvand igen.

Læs også: Lunger overses til fordel for bryster

Sådan oplevede den nu 26-årige studerende Lene sin første kemobehandling mod lymfekræft den 21. maj 2012. Hun endte med at få kemoterapi otte gange og ud over det 17 strålebehandlinger.

– Det føles som istapper, der ridser hele vejen gennem årerne. Koldt, men brændende. Det gør så ondt, fortæller hun om kemobehandlinger.

Jeg er kræftfri, men det betyder ikke, jeg er rask
Lene

Senere begyndte det lange, bølgende, røde hår at falde af og lægge sig som en tynd uønsket pels på det mørke tøj. Tid sidst var der intet tilbage. Hverken hår, øjenvipper, øjenbryn eller næsehår.

I dag er hun kræftfri, men sygdommen og behandlingerne har sat sine spor.

– Jeg er kræftfri, men det betyder ikke, jeg er rask, siger hun.

Livet som kræftoverlever

Lene er en af de 516 unge mellem 15 og 29, der i 2012 fik konstateret kræft. Selv om hun i januar 2013 blev kræftfri, er sygdommen stadig en fysisk og psykisk følgesvend i hverdagen. Den følelse står hun ikke alene med.

Ifølge en norsk undersøgelse har mange unge kræftoverlevere svært ved at få en hverdag med job og uddannelse til at hænge sammen. Faktisk viser undersøgelsen, at de fire gange så ofte end resten af befolkningen ender med at modtage støtte fra det offentlige.

Jeg har den forestilling, at selvfølgelig får jeg kræft igen på et senere tidspunkt
Lene

Kemoen og strålebehandlingerne kan stadig mærkes. En latte-to-go er et no-go, fordi Lene skal holde sig fra over 200 fødevarer blandt andet mælkeprodukter. Træthed, synsforstyrrelser, koncentrationsbesvær og led- og muskelsmerter minder hente ofte om sygdomsforløbet.

– Jeg har også haft “kemohjerne”. Det har jeg også stadig lidt. Det der med at man glemmer ting. Der var en dag, hvor jeg havde glemt, hvad min kæreste hed til efternavn, forklarer hun.

Og selv om de fleste bivirkninger burde forsvinde med tiden, vil angsten, for at kræften vender tilbage, følge hende.

– Jeg har den forestilling, at selvfølgelig får jeg kræft igen på et senere tidspunkt. Måske ikke den samme type kræft, men den der illusion med at “det sker ikke for mig” er blevet til “selvfølgelig sker det for mig”. Hvis det er sket en gang, hvorfor skulle det så ikke ske igen? siger Lene.

Elefanten i rummet

Kræft tårner sig op som elefanten i rummet. Stor, uhåndgribelig og svær at forstå for folk, der ikke har haft det ind på livet. Lene har også oplevet, at stemningen bliver trykket, når elefanten nævnes. Og at folk er bange for at tale om den af frygt for at gøre hende ked af det. Resultatet bliver en larmende tavshed og akavet dans om det store dyr.

– Det værste er at blive mødt med stilhed, påpeger hun. I stedet skal folk bare stille spørgsmål.

– Jeg føler i hvert fald ikke, at folk kan stille forkerte spørgsmål. Kun for få, siger hun.

Hun ser nu frem til, at de fleste bivirkninger fra kræftbehandlingerne en dag forsvinder, så hun kan få sin ungdom tilbage.

– Mit liv blev smadret, da jeg blev syg. Nu vil jeg bare gerne have lov til at være i 20’erne igen.

Læs også: Ny kræft-opdagelse giver håb til kvinder