Bliver det hvid jul i år?

Københavns Museum
Se en tidslinje over de ni gange, vi har haft hvid jul i Danmark nederst i artiklen, hvor der også er billeder fra fortidens København.
Her er det skøjteløb på Peblingesøen i 1922
Foto: Københavns Museum

Pebernødder, risalamande, snebolde, røde servietter og nisser møder danskerne som en rød/hvid mur i landets supermarkeder allerede i midten af oktober. Det er jul – næsten.

Der er rig mulighed for at tage forskud på juleglæderne, men der er en ting, man ikke kan købe i supermarkederne – nemlig en hvid jul.

For at vi kan kalde julen landsdækkende hvid, skal der ud fra DMI’s definition ligge en halv centimeter sne over 90 procent af Danmark om eftermiddagen på juleaftensdag. For at det er muligt er der to ting, der skal falde i hak.

– Vi skal have noget kulde, og vi skal have smidt noget nedbør. Så hvis man ikke kan se kulden noget sted i nærheden af Skandinavien, så kommer der ikke sne ud af nedbøren, fortæller Niels Hansen, der er klimatolog og pressekoordinator på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Og så skal sneen blive liggende til om eftermiddagen.

– Så man kan sige, hvis det sner om morgenen, så er det fint, men hvis det er smeltet i løbet af eftermiddagen, så er det ikke hvid jul, siger han.

Det er hvid jul ifølge DMI’s definition, hvis…

  • 90 procent af Danmark er dækket
  • af en halv centimeter sne
  • om eftermiddagen
  • den 24. december

Og hvordan bliver det så i år?

Selvom juleslikken, nisserne og småkagerne er landet i butikkerne, kan meteorologerne ikke sige noget endeligt om sneprognosen for juleaftensdag.

– Vi kan typisk først sige noget fornuftigt 48 timer i forvejen, siger han.

Men Niels Hansen kommer alligevel med et forsigtigt bud ud fra DMI’s lange sæsonprognose. Så nu skal de sneglade nok lukke øjnene.

– Det tyder på, at december bliver mildere end normalt, og så er muligheden for sne juleaften ret lille, men det er den jo også som udgangspunkt. Da vi kun har hvid jul gennemsnitligt en gang hvert tolvte år.

Vi skal have noget kulde, og vi skal have smidt noget nedbør. Så hvis man ikke kan se kulden noget sted i nærheden af Skandinavien, så kommer der ikke sne ud af nedbøren

Niels Hansen, klimatolog og pressekoordinator på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Læs også: Bestil din togbillet til jul allerede nu

Siden år 1900 har der kun været ni gange, hvor sneen har dækket 90 procent af landet juleaftensdag. Det betyder ikke, at der ikke har været flere år, hvor der har været hvid jul rundt omkring i danske byer og haver. Men for at få den nationale hvide jul, skal man i gennemsnit vente tolv år fra gang til gang (se tidslinje). 

Sne-smørhullerne

Niels Hansen giver nogle bud på, hvor i landet der er de bedste vilkår for, at sneen daler og lægger sig som en dyne sammen med julefreden.

– Jeg ville sige et sted på den jyske højderyg mellem Viborg, Randers, Silkeborg og Hobro. For det område ligger et stykke fra vestkysten, og det ligger der, hvor der forholdsvist hyppigt er nedbør, og hvor temperaturen ikke bliver holdt oppe af havvandet i samme grad, siger han.

På Sjælland er der mindre nedbør over året, så her er sandsynligheden for sne lidt mindre. Men hvis man ikke har mulighed for at søge til Midtjylland, er der en tommelfingerregel, man kan følge.

– Det gælder i virkeligheden om at komme væk fra kysten og det i december fortsat lune havvand, der smelter sneen, siger han

Læs også: Derfor vælter sneen ned over Solskinsøen

Så hvis valget står mellem at fejre jul på den jyske vestkyst med vind og hav eller inde i midten af landet, skal man vælge det sidste, hvis man vil have størst chance for, at der ligger sne.

Klimaforandringerne gør december til efterår

Med klimabrillerne på bliver sandsynligheden for hvid jul mindre.

– Det vil typisk betyde, at det første rigtige vintervejr kommer senere og senere, så sandsynligheden for hvid jul falder i takt med, at temperaturen stiger. Både fordi luften bliver varmere, og fordi havvandet omkring Danmark bliver varmere.

Det tyder på, at december bliver mildere end normalt, og så er muligheden for sne juleaften ret lille, men det er den jo også som udgangspunkt. Da vi kun har hvid jul gennemsnitligt en gang hver tolvte år

Niels Hansen, klimatolog og pressekoordinator på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Så hvis temperaturen i Danmark bliver ved med at stige, kommer sneen for sent til juleaften.

Se mere

  • Se flere billeder fra det gamle København i Københavns Museums billedunivers VÆGGEN her.
  • Se DMI’s tema om hvid jul her.

Hvid jul over Danmark

Nedenfor kan du se en tidslinje over de ni gange, der har været national hvid jul i Danmark siden år 1900. Tallene er fra DMI, og billederne er fra Københavns Museum.

DMI’s snemandsindeks er en vurdering af vejret i forhold til en subjektiv forestilling af den ideelle juleaften. Jo flere snemænd des tættere på en ideel jul med klar himmel, fin sne, ingen tåge. Så man næsten kan se julemandens kane komme kørende hen over himlen. I tidslinjen er snemændene skiftet ud med stjerner *.