Fra akademiet til debut på Arken: »Hun har virkelig X-factor«

Eva Helene Pade har sin første soloudstilling på Arken. Pressefoto: Petra Kleis

Det hører sig til sjælenhederne, at en ung, nyuddannet kunstner får en soloudstilling på et af Danmarks førende museer for samtidskunst.

Det er dog aktuelt for  28-årige billedkunstner Eva Helene Pade, der under et år efter sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, debuterer med den aktuelle udstilling Forårsofret på Arken Museum for Samtidskunst.

På udstillingen præsenterer Eva Helene Pade en serie af 10 nye malerier, hvor kroppe snor sig sanseligt ind og ud af hinanden. Værkerne er alle er inspireret af Igor Stravinskys kendte ballet Le Sacre du Printemps fra 1913 og Pina Bauschs fortolkning af samme værk fra 1975.

Balletten fortæller oprindeligt en gammel myte, hvor en kvinde bliver ofret, men Eva Helene Pade vender, med sine malerier, værket på hovedet og gør kvinden til en stærk og handlekraftig hovedperson.

Det fortæller kurator på udstillingen Rasmus Stenbakken til NetAvisen.

Ifølge Rasmus Stenbakken bevæger den 28 årige kunstners værker sig mellem det drømmende og historistiske, og i hendes værker kommer det klart til udtryk, at hun har et enormt kendskab til kunsthistorien.

– Når hun maler, er hun meget inspireret af blandt andet Edvard Munch og James Ensor. Hun tager de måder, man har malet på gennem kunsthistorien og mikser dem. Hun genrehopper i den måde, hun arbejder på, forklarer han.

Kunstkomet i dansk samtidskunst

Selvom Eva Helene Pades navn er nyt på museumsplancherne, har hendes navn rumsteret i kunstkredse allerede i løbet af hendes studietid.

– Da vi så hendes kunst for snart tre år siden, var vi helt overbevidste om, at hun var noget særligt. Vi vidste allerede der, at vi blev nødt til at præsentere hendes værker, siger Rasmus Stenbakken til NetAvisen.

Han forklarer, at hun er et “kæmpe talent”.

– Hun er virkelig et naturtalent. Hvor poppet det end lyder at sige, så har hun virkelig X-factor. Hun er ekstremt dygtig til at male og mestrer både det figurative og det abstrakte, siger han.

Maleriet Offerdansen af Eva Helene Pade. Pressefoto: Anders Sune Berg

Museerne har et særligt ansvar

I Danmark er der kun to museer, der specialiserer sig specifikt i samtidskunst, og de har ifølge lektor i kunsthistorie på Københavns Universitet Malene Vest Hansen også et særligt ansvar for at vise og samle på nye kunstneres værker.

– For et museum, der er specialiseret i samtidskunst, er det jo vigtigt at vise og samle på dansk kunst, og hermed også unge kunstnere. Kunstmarkedet spiller en kæmpe rolle i samtidskunsten, og her har museerne en særlig vigtig opgave i forhold til at præsentere og samle på kunst, som ikke nødvendigvis cirkulerer i galleriverdenen,  forklarer Malene Vest Hansen.

Udstillingen med Eva Helene Pade åbner d. 10/03/2025

Eva Helene Pade er 28 år gammel og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2024

Eva Helene Pade er repræsenteret af galleri Nicolai Wallner og Thaddaeus Ropac

Kilde: https://www.arken.dk/udstillinger/eva-helene-pade

Læs også: Kunstskulptur vækker pludselig debat og forargelse efter 35 år

Det er Rasmus Stenbakken, kurator på Arken, enig i.

– Vi er et af de førende museer for samtidskunst, og det betyder selvfølgelig, at vi skal engagere os i den etablerede samtidskunst, men også i den samtidskunst, som kommer til at tegne scenen de næste 10, 20 og 30 år, siger han.

Lektor i kunsthistorie Malene Vest Hansen fortæller, at muserne er et kæmpe apparat, der skal køre rundt. Det er derfor et bevidst valg, når de vælger at vise nye kunstnere, der ikke endnu er etableret på den brede kunstscene.

Dette viser sig også i nogle af Arkens tidligere udstillinger.

Et eksempel på dette er udstillingen af den britiske kunstner Damien Hirst, der med sine diamantbesatte kranier og udstoppede dyr har cementeret sin position som en af samtidens mest prominente kunstnere.

Billede fra Forårsofret af Eva Helene Pade. Pressefoto: Sune Anders Berg.

– Museerne er enormt pressede i forhold til at skulle tiltrække en masse besøgende. Så de kan også være tilbøjelige til at vise noget, hvor de er ret sikre på, at der vil komme mange besøgende, forklarer Malene Vest Hansen.

Selvom Arken tager en chance med en ung kunstner, er der ifølge Malene Vest Hansen også en gevinst for museet i at udstille Eva Helene Pade.

– Det er også i Arkens interesse at fremstille det som noget særligt, så det taler ind i en kultur om at fokusere på det nye og på at have opdaget det nye, siger lektoren i kunsthistorie til NetAvisen.

Læs også: Kunstnere donerer værker til fordel for ukrainske flygtninge

Hun peger samtidig på, at museernes interesse for unge kunstnere hænger sammen med en ændring i kunstlandskabet:

– Hvis man ser det over et længere perspektiv, er der helt klart kommet et større fokus fra museernes side på at vise samtidskunst og også yngre kunstnere. I løbet af de sidste mange år er kunstmarkedet vokset helt kolossalt, så der er også opstået en meget større kommerciel scene for samtidskunst. Det stiller nogle særlige krav til de museer, der vælger at vise samtidskunst, og de bliver mere opmærksomme på, om de byder ind i det samme felt, eller om de også er med til at udvide det.

Kurator på ARKEN Rasmus Stenbakken fortæller, at selvom Eva Helene Pade stadig er en relativt ny kunstner, viser hendes arbejde allerede en imponerende modenhed. Hendes malerier udstråler en teknisk og konceptuel dybde, som ofte forbindes med mere etablerede kunstnere. Alligevel understreger han, at det stadig er for tidligt at definere hendes kunstneriske retning endeligt.

– Jeg håber og tror, at hun bliver ved med at udvikle sig de næste 15, 20 og 30 år – og det tror jeg også, hun gør, for hun har virkelig et talent, siger Rasmus Stenbakken.

Eva Helene Pades udstilling Forårsofret kan ses på ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj fra den 10. april 2025 og frem til august 2025.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt udstillingen på ARKENs hjemmeside, og gik derefter i gang med at kontakte kilderne. Begge kilder er blevet interviewet telefonisk.