Kommunale besparelser. Krisemøder. Kritik af olie-investeringer, ble-ordninger og et rådhus, der udelukker folk i rullestol.
Det er nogle af de væsentlige nyheder, der de seneste uger er blevet udgivet af knap 40 journaliststuderende, og som kan læses af alle på NetAvisen.
De har alle knoklet med at få forfinet deres nyhedsnæse, vinkle skarpt, interviewe kilder, finde solid dokumentation og formidle nyhedshistorier, fortæller Maria Bendix Wittchen, der er en af redaktørerne.
– Det har været nogle intensive uger, hvor de studerende virkelig har taget overgangen fra universitetsstuderende til udøvende journalister til sig. Der er produceret en lang række væsentlige nyheder om lokalpolitik, stærke menneskelige historier og overraskende erhvervsnyheder. Og der er endda nogle, som har rørt ved den undersøgende genre – for blot at nævne noget af journalistik, som vi har fået publiceret, forklarer hun.
Hundredvis af interviews
Gennem forløbet er der blevet interviewet over 300 kilder, og flere nyheder er sågar endt med at blive citeret i etablerede medier som eksempelvis Sjællandske, Ekstra Bladet og Se & Hør. Det fortæller Mads Kæmsgaard Eberholst, der også er redaktør og underviser på NetAvisen.
– Det understreger, hvorfor det er helt centralt, at journaliststuderende ikke kun skriver til skuffen, men faktisk laver rigtig journalistik. De studerende – og nu også journalister på NetAvisen – forstår nu virkelig, hvad det kræver at være nyhedsjournalist. Alle har ydet en stor indsats, arbejdet med journalistiske værktøjer og derfor også leveret solide nyheder, siger han.
Lokaljournalistik vinder 8 priser
Mads Kæmsgaard Eberholst understreger, at de cirka 150 nyheder, der er udgivet de seneste uger, kan læses af alle via www.navisen.dk.
Nogle af historier vandt sågar en pris til tirsdagens prisfest, hvor NetAvisens redaktører og journalister fejrede forløbet og alle de væsentlige, interessante og skarpe lokalnyheder, der er blevet udgivet.
Nedenfor kan du læse nyhedsartikler, som vandt en af de i alt otte priser.
Bedste nyhedshund: Ny stigning: Flere ældre arbejder videre efter pensionsalderen , Flere frivillige våger over døende i Lyngby-Taarbæk, Unge med fritidsjob i Lyngby-Taarbæk halter efter resten af landet og Linda og Mona står bag helt særligt match: »Det er virkelig noget, der rykker«
Bedste nyhedshistorie: Krisemøde i moderklub til FC Roskilde: Ansat sigtet for blufærdighedskrænkelse
Bedste undersøgende nyhed: Kommune investerer i atomvåben og fossile brændstoffer trods egne retningslinjer: 4.4 millioner i sortlistede selskaber og Sorte investeringer får politiker til at kræve handling: »Det er jo regulær støtte til fuldstændig uetiske virksomheder«
Bedste velfærdshistorie: Slut med gratis bleer i vuggestuerne: ”Rudersdal Kommune må være desperat”
Bedste begivenhedsnyhed: Kulturhal kalder sidste omgang
Bedste konstruktive nyhed: Kommune knækker kurven: Markant fald blandt unge hjemløse i Helsingør
Bedste opfølgningsnyhed: Skarp kritik af spritnyt rådhus: »Man kan ikke være bekendt at lave sådan noget«
Bedste lokalpolitiske pakke: Mettes datter havde 70 % skolefravær: »Der var ingen fra skolen, der kontaktede os«, Flere lukninger skaber bekymring: »Selvfølgelig er det ikke sjovt, når der skal lukkes børnehuse. Men det giver mening« og Forældre frygter for lukninger og fyldte børnehuse: »Lige meget hvad, så taber vi«
Denne artikel er bragt som afslutning på det kursus, som NetAvisen er tilknyttet. I dette semester har NetAvisen samarbejdet med SN.dk, som har udgivet en række af artiklerne. NetAvisen er dog også i produktion resten af året dog med færre artikler pr. uge end i kursusperioden. Læs mere om NetAvisen her.