Roskildes borgmester uenig med ekspert: »Jeg tænker ikke, at Tour de France er klimabelastende«

Christian Prudhomme Direktør for A.S.O. og Tomas Breddam (S) Borgmester i Roskilde til Tour de France event.
(Foto: Lars Moeller/LetourCPH)

Forventningsglæden er stor i Roskilde, som til juli skal være vært for 2. etape i det verdenskendte cykelløb Tour de France. Dog er det ikke kun letvægtscykler og mænd i lycra-tøj, der kommer forbi byen, men også en stor mængde affald som uundgåeligt vil ligge tilbage, længe efter at feltet er kørt forbi.

Flere ytrer deres bekymring for begivenhedens klimabelastning og affaldsgenerering. Den bekymring deler Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam (S) dog ikke.

– Der er ingen tvivl om, at et event i denne størrelse har et stort energiforbrug og en stor affaldsgenerering, fordi der kommer så mange mennesker som der gør. Men det er jo ikke noget, der får mig til at tænke, at det skader klimaet. For sådan er vores levevis i alle mulige sammenhænge, siger han.

“Næsten alt, hvad vi mennesker laver er klimabelastende”

Professor ved Københavns Universitet og videnskabelig leder for nationalcenter for klimaforskning ved DMI, Eigil Kaas, fremhæver, at Tour de France ikke er mere klimabelastende og affaldsgenerende end andre store sportsbegivenheder.

De tre danske etaper:
Tour de France gæster Danmark med tre etaper. De tre etaper er følgende:
1. Juli: København – København, 13 km
2. Juli: Roskilde – Nyborg, 202 km
3. Juli: Vejle Sønderborg, 182 km
Kilde: LeTourCPH.dk

Dog er Eigil Kaas’ holdning, at Tour’en heller ikke kan siges at være god for klimaet.

– Næsten alt, hvad vi mennesker laver er klimabelastende. Der er en masse lir med reklamer op til Tour de France, hvor du bliver guidet til at købe en masse produkter, som du måske ikke har brug for. Det er selvfølgelig klimabelastende, siger han.

Læs også: Klimamarch i Roskilde: “Vi vil sende et klart signal til politikerne”

Også sekretariatsleder i Grøn Omstillingsforbund i Roskilde, Niels Boesen, ser, hvordan en begivenhed som Tour de France kan medføre store mængder skrald. Han mener, at det er et spørgsmål om tid, før store begivenheder som Tour de France bliver nødsaget til at aflægge et fornuftigt klimaregnskab, for at kunne fortsætte.

– Tour de France kan lige så lidt som alle andre store begivenheder leve med at efterlade et bjerg af affald efter sig. De bliver nødt til at løfte klimaagendaen, men det vil nok være dumt at gå ud at sige, at vi skal stoppe med at afholde Tour de France, siger han.

Bekymringen over begivenhedens klimabelastning og affaldsgenerering lader dog ikke til at være smittet af på Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam (S).

– Jeg tænker ikke, at Tour de France er klimabelastende. Jeg tænker, at det er det stik modsatte. Helt generelt er det jo vigtigt at få folk til at cykle mere, og noget af det vi bruger Tour de France til, er jo i virkeligheden at sætte fokus på hverdagscyklisme. Det er virkelig vigtigt at få reklameret for cyklisme, siger han.

Læs også: Dragør Kommune er den eneste kommune, der har sagt nej til en langsigtet klimaplan

Roskilde kommune samarbejder med Tour de France

Dog er det ikke alle i Roskilde Kommune, der er enige med Breddam i, at begivenheden ikke er klimabelastende. Specialkonsulent og programleder for Tour de France i Roskilde Kommune, Pernille Kapler, er meget opmærksom på den store mængde affald begivenheden kan genere.

– Vi har jo aldrig prøvet det før, så vi ved jo af gode grunde ikke, hvor meget affald der bliver produceret. Men det er sådan, at når rytterne kører, så må de ikke bare kaste affald fra sig, hvor de lyster. Der er specielle områder, hvor cykelrytterne ved, at her må de gerne smide affald fra sig. De områder er udpeget, fordi de meget hurtigt kan blive ryddet op. Hvis du som cykelrytter ikke overholder de her affaldsområder, så risikerer du at få en tidsstraf, siger hun.

Pernille Kapler fortæller, at Roskilde Kommune er i dialog med afviklerne af Tour de France om, hvordan de to aktører skal håndtere, sortere og afskaffe affaldet.

Sport Event Danmark er en virksomhed, der arbejder med at organisere og udvikle store sportsbegivenheder. Senior kommunikationskonsulent i Sport Event Danmark, Eline Andersen, som specifikt arbejder med afviklingen af sommerens Tour de France begivenhed, fremhæver også fokusset på begivenhedens affaldshåndtering.

– Der er i alle events fokus på ikke at efterlade sig en masse affald, når eventet er slut. Så derfor er der stor fokus på at rydde op. Men tilbage for 10 år siden da det blev besluttet, at eventet skulle til Danmark, var der ikke samme fokus på bæredygtighed og klima, siger hun.

Sådan gjorde vi: Idéen til historien udsprang fra en artikel om det store pres, som Roskilde kommer under i det døgn, hvor der både er Roskilde Festival og Tour de France. Alle interviews er lavet telefonisk.