Slå tankerne fra i 20 minutter og bliv mindre stresset

Flere og flere virksomheder tilbyder meditation til deres ansatte for at bekæmpe stress. Foto: Youtube.com
Flere og flere benytter meditation for at bekæmpe stress.
Foto: Youtube.com

Vi hører oftere og oftere, at meditation er godt mod stress og er et gavnligt pusterum i en travl hverdag. Men for mange kan det være uoverskueligt at give sig i kast med en meditationsteknik, når man er i underskud og dårligt ved, hvor man skal starte.

Hvis vi oplever stress eller angst sætter det sig i vores åndedræt, og derfor handler mange meditationsteknikker om vejrtrækningen. Vi trækker vejret cirka 20.000 gange dagligt – 28.000 gange når vi er stressede – men det er åbenbart sværere at trække vejret, end man lige skulle tro.

Det er også erfaringen hos HeartTeam Danmark, som er en ud af mange firmaer i Danmark, der tilbyder meditationskurser, coaching og foredrag til både privatpersoner og virksomheder. Her mærker man, at folks brug af meditation er steget de seneste år.

Læs også: Stress og ensomhed blandt de københavnske gymnasieelever

Det er en win win situation. Der er ingen ulemper, det koster ikke noget, man skal ikke tage et bestemt sted hen, og alle har det godt bagefter.
Helle Sørensen, healthcare manager hos Skandia og selv udøver af meditation.

– I den vestlige verden lever vi i et tempo, som vores hjerner ikke er designet til, og vi kommer sjældent helt ned i gear. Vi er på 24/7 og fyldes konstant med nye inputs og et væld af beslutninger, som vi skal tage stilling til. Vi kan ikke håndtere det, og der er brug for, at vi trækker stikket i ny og næ, og kommer i ro og balance. Vi er nødt til at have metoder til at navigere i den virkelighed, vi er en del af, forklarer Belinda Donkin, grundlægger af HeartTeam Danmark.

Læs også: Meditation i domkirke skal fjerne stress og jag

Det er egentlig ganske enkelt
Hos HeartTeam Danmark arbejder man med en teknologibaseret teknik til Ipad og Iphone, som skal være nem at praktisere i hverdagen og på jobbet.

Det er nemlig en myte, at man for at meditere skal sidde på toppen af et bjerg i lotusstilling, forklarer Belinda Donkin.

– Hjertemeditation, som vi praktiserer, falder i tre nemme trin. Først synkroniseres vejrtræningen. Ind- og udåndinger skal være lige lange og dybe, men uanstrengte. Når kroppen har fundet mere ro, lægger man hånden på hjertet og trækker vejret visuelt gennem hjertet, som en bølge af luft der glider ind og ud. Og kroppen slapper derved af. Derefter flytter man fokus til noget, der fylder en med postitive følelser. Det er godt at finde noget neutralt at visualisere f.eks. gyldent lys eller en følelse af fred, forklarer Belinda Donkin.

Stress i tal

• 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress hver dag
• 430.000 danskere har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag.
• 250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress.
• 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet
• 30.000 hospitalsindlæggelser
• 500.000 kontakter til egen læge
• 1.400 danskere dør hvert år af stress

Kilde: Stressforeningen.dk

Man må være tålmodig
Kæmper man med stress er overskuddet måske ikke så stort, men man må væbne sig med tålmodighed, hvis man skal ændre på gamle negative vaner.

Helle Sørensen er en af de danskere, der selv benytter sig af meditation i en travl hverdag. Hun arbejder som healthcare manager hos Skandia, som leverer innovative pensions- og sundhedsløsninger til virksomheder. Hun bruger meditation som en del af sit arbejde.

– Jeg bruger meditation til at hjælpe kunder og kollegaer, som har været eller er i en belastningssituation. I stedet for at de fuldtidssygemelder sig, lægger vi en plan, hvor de delvist er i arbejde, og får indlagt pauser, motion, behandling og meditation.

Læs også: Mindfulness nedbringer sygefravær

Helle Sørensen lægger dog fokus på, at lysten til meditation skal være der, og man skal øve sig dagligt, indtil det bliver en fast del af hverdagen.

– Som alt andet her i livet skal man være villig til at få indarbejdet en ny vane og rent faktisk ville meditation. Og det tager tid, så øvelse skal der til. Min udfordring er denne vane. Jeg skal øve 2 x 10 minutter hver dag, og jeg er stadig i træning. Det er ikke svært at meditere – det er den gode nye vane, som er udfordringen, fortæller Helle Sørensen.