Hittegodskontor efterlyser ejer af boks med slangeskind

Dagens fund: Opbevaringsboks med slangeskind glemt i toget.
Foto: Shideh Morovati

For det meste er det punge, nøgler og mobiltelefoner, der bliver afleveret hos DSB’s hittegodskontor.

Men nogle dage får de ting indleveret, som får spørgsmålene til at sværme i hovedet på Michael Gaardboe, der har arbejdet på kontoret i tre år.

– Engang fik vi et køleskab ind, som nogen tyskere havde glemt i toget. Det skulle have været med til Oslo, men endte i stedet her hos os. Det var et ret specielt køleskab, for det var fuldstændig dækket af påklistrede pengemønter, og rundt om var der en stor, rød sløjfe, fortæller han, mens han viser dagens lille fund frem. En plastikboks med slangeskind som nogen har glemt i toget her til morgen.

Køleskabet fandt heldigvis sin vej tilbage til ejeren, som skulle have den med videre i toget til Norge.

– Ellers har vi engang fået en gulddildo ind, som sjovt nok aldrig blev hentet, fortsætter Michael Gaardboe. Den endte hos politiet, hvor den lå i et par måneder og ventede på sin ejer.

Han syntes, det er synd, at de sjove ting ofte også er dem, der aldrig bliver efterlyst eller hentet.

– Jeg ved ikke, om folk synes, at det er pinligt, siger Michael Gaardboe, som er så vant til, at folk glemmer mærkelige ting i toget, at han ikke rigtig bliver overrasket længere.

Læs også: Bizarre ting glemt på hoteller

Klik dig gennem billedegalleriet. Artiklen fortsætter under galleriet 

Solgt på auktion

Med mindre de ting, der bliver afleveret indeholder personoplysninger, kan føre genstanden tilbage til ejeren, bliver de opbevaret på hittegodskontoret i syv dage, før de overdrages til politiet. Kontanter, betalingskort og andre værdigenstande afleveres til politiet med det samme.

Hos politiet opbevares hittegodset i mellem tre til seks måneder, før de bliver sat til salg på auktion.

Læs også: Din mistede kuffert havner på auktion

DSB’s hittogodskontor

2018

Så langt i år har hittegodskontoret modtaget 4.482 sager.

34 procent fandt sin vej tilbage til ejeren. Resten bliver enten smidt ud, eller videresendt til politiet.

2017

23.944 ting blev i alt afleveret til DSB’s hittegodskontor i 2017
Omkring 40 % blev leveret tilbage til ejeren.

Grundet lovgivning, er de ansatte pålagt at smide madvarer ud med det samme.

Glemmer ting i kulden 

Tallene på, hvor meget der kommer ind, er nogenlunde jævnt fordelt over hele året, men Michael Gaardboe oplever, at folk glemmer flere ting, når der er mange forsinkelser med toget, eller når der er meget koldt udenfor.

– Det er som om, folk bliver endnu mere forvirrede og ender med at glemme alle deres ting, når de skal af toget, siger Michael Gaardboe.

Han tilføjer, at deres travleste periode udover dette, er lige omkring festivalsæsonen, hvor de trætte festivaldeltagere glemmer deres soveposer, telte og mudrede støvler på vej hjem fra Roskilde og Skanderborg Festival.

Hvis man har mistet ejendele i toget, skal der udfyldes et elektronisk efterlysningsskema på deres hjemmeside. DSB tager kontakt, hvis de finder ejendele, der passer til beskrivelsen i efterlysningsskemaet. Man kan også møde op personligt i skranken på et af DSB’s hittegodskontorer i Aarhus eller København eller ringe ind i løbet af deres åbningstider.

Sådan gjorde vi: Journalisten fik idéen til at skrive en historie omkring hittegods, da hun til dagligt passerer DSB’s hittegodskontor på vej hjem. Journalisten har taget kontakt til DSB’s kommunikationsafdeling, der har sat hende i kontakt med lederen for hittegodskontoret i København. Det har resulteret i et besøg på kontoret, samt de tilhørende fotos og interview med Michael Gaardboe. Den resterende information er hentet fra DSB’s hjemmeside.